Selvom Fortuna Hjørring trak det længste strå med en smal 0-1-sejr, viste kvinderne stærk moral og holdånd mod et af Danmarks bedste hold.
Cheftræner Steen Gravgaard var stolt af sine spillere efter pokalkampen og fremhævede flere positive aspekter af præstationen.
– Det er fedt, at vi tør at angribe kampen og bliver ved til sidste fløjt. Til trods for, at det er et hold med meget momentum, så lykkedes pigerne med at give alt, hvad de havde.
Fortuna Hjørring var favoritter til opgøret, men FCM viste fra start, at de ikke var bange af sig. Med modige offensive initiativer forsøgte hjemmeholdet flere gange at bryde igennem Hjørring-forsvaret.
Cheftræneren var særligt tilfreds med holdets defensive indsats, der begrænsede Fortuna Hjørrings chancer.
– Jeg ved godt, at Hjørring kommer til flere chancer end os, men vi fik taget mange af dem i opløbet, og jeg er godt tilfreds med vores indsats.
Trods nederlaget fremhæves de individuelle spillerpræstationer.
– Ofte er der tre-fire spillere, der skiller sig ud, men i dag løftede alle sig. Mange af spillerne præsterede deres absolutte topniveau, og det gav dét ekstra til kampen, fremhæver Steen Gravgaard.
Når det gælder FCM’s fremtidige muligheder i Gjensidige Kvindeligaen, er cheftræneren både optimistisk og realistisk.
– Det er svært at sige. Vi rykker os hele tiden, men skal også være opmærksomme på, at vi ikke er stabile nok endnu, og det er noget af det, vi arbejder meget med. Men kan vi opnå en stabilitet i nærheden af det her, så er det klart, at det ser fornuftigt ud. Vi skal huske at være ydmyge omkring den opgave, der ligger foran os. At vi ikke “bare” er et Gjensidige Kvindeliga-hold endnu, men det bliver vi.
På lørdag den 14. september kl. 13.30 går det løs igen på hjemmebane i Vildbjerg, når kvinderne spiller mod Østerbro IF i 1. division. FCM ligger nr. 1 med 12 point, mens Østerbro IF ligger nr. 4 med otte point.
FC Midtjylland 0-1 Fortuna Hjørring (0-0)
77′ 0-1 Omewa Joy Ogochuckwu
FCM XI: Katrine Thisgaard, Clara Jepsen, Ida Olsen, Freya Rossen, Sofie Rejkjær Noesgaard, Mathilde Kaihøj, Rikke Dybdahl, Frida Binderup, Malene Nielsen, Hannah Fruensgaard, Ida-Sofie Rathe.