Det er en erfaren modstander i dansk kvindefodbold, der lægger vejen forbi Vildbjerg onsdag aften, når FC Midtjylland møder Fortuna Hjørring i Gjensidige Kvindepokalen. Onsdagens gæster ligger pt. på førstepladsen i Gjensidige Kvindeliga, og de har 11 gange tidligere vundet det danske mesterskab, mens det er blevet til ni pokaltitler.
– Det er selvfølgelig fedt, at vi skal møde så stærkt et hold. Det er jo et hold fra den hylde, som vi gerne selv vil op på indenfor de nærmeste år, siger FCM-keeper Katrine Thisgaard.
FCM-kvinderne kommer med en god optakt i bagagen, da de står med fire sejre ud af fem mulige i 1. division, mens man i den første pokalkamp vandt 14-0 over Skive IK.
– Der er en god stemning i truppen, hvor dynamikken er helt vildt god for os alle sammen. Vi får det bedste ud af hinanden, og vi finder hinanden rigtig godt på banen, mener målvogteren.
Almindeligvis har ambitionen været, at man skal dominere kampen, når FCM-kvinderne har trådt ind på græsset i 1. divisionskampene. Alligevel kan det blive en udfordring i onsdagens kamp i Gjensidige Kvindepokalen.
– Det bliver nok svært at dominere kampen helt så meget imod modstand af den kaliber. Vi vil fortsat forsøge at skabe en tempofyldt kamp. Vi skal dog fokusere en masse på, at vi skal turde at tage chancer i spillet som almindeligt, og helt generelt skal vi tro på, at vi virkelig kan slå dem, pointerer Katrine Thisgaard.
Lykkes det for kvinderne at ekspedere Fortuna Hjørring ud af turneringen, vil det være betydningsfuldt, mener hun.
– Det ville være det fedeste. Vi tror på det, og det ville bare være så fedt. Det ville give os et signal om, at vi er på vej i den rigtige retning. Det ville give endnu mere energi til vores spillertrup, hvis vi kunne gøre det, forklarer Katrine Thisgaard.
Kampen fløjtes i gang onsdag aften klokken 17.30 på banen ved Vildbjerg Sports- og Kulturcenter, hvor alle er velkomne. Entré koster 25 kroner, som betales ved indgangen. Tag derfor både familie og venner under armen og oplev FC Midtjylland-kvinderne i aktion mod et hold fra den bedste danske række, Gjensidige Kvindeliga.