Førsteholdet

Fra Roslev til Rom: Stolthed hos Svend Graversen

FC Midtjylland-sportschefen kalder salget af Gustav Isaksen et strålende eksempel på det, klubben ønsker med sine akademispillere.

08/08/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Svend Graversen har kendt Gustav Isaksen i adskillige år. FCM-sportschefen har fulgt ham op gennem teenageårene på akademiet og frem til i dag, hvor sidste års 3F Superligatopscorer har fået sit gennembrud på den danske scene og slået sit navn fast i europæisk fodbold.

Isaksen solgt til de italienske sølvvindere fra Lazio

Tirsdag blev den 22-årige offensivspiller solgt til de italienske vicemestre fra S.S. Lazio, og Svend Graversen siger følgende om handlen:

– Historien om Gustav er et strålende eksempel på det, vi ønsker for vores akademispillere. Han er fra vores region og er gået fra Herning Elite op til akademiet, sidenhen videre på førsteholdet, hvor han efter et par sæsoner har udviklet sig til at være en stor profil.

– Jeg havde selv Gustav på ISI Idrætsefterskole, hvor han ikke var blevet helt moden endnu og prøvede nogle grænser af. Vi var nødt til at være hårde ved ham, og på et tidspunkt måtte vi sende ham hjem på tænkepause. I dag er jeg stolt over at se den karakter, Gustav har opbygget, og jeg er glad for, at det hele endte sådan her, siger Svend Graversen med et glimt i øjet.

Han fortsætter:

– Sidste sæson tog Gustav et stort ansvar, og hans præstationer i både Superligaen og Europa vidner om, at han nu er klar til at tage det næste skridt som fodboldspiller. Særligt i de to opgør mod Lazio i Europa League viste Gustav sine enorme kvaliteter, og det her skifte viser, hvad der kan ske, når man leverer i de rigtige kampe. Men det viser også, hvad der sker, når man arbejder dedikeret og er fokuseret hver eneste dag.

– Vi kommer til at savne Gustav – både på banen og den daglige gang i klubben – men vi under ham det her skifte, og forhåbentlig krydses vores veje på et tidspunkt igen. Samtidig er det en stor aftale for FC Midtjylland, som vi er stolte af at kunne lande, lyder det fra Svend Graversen.

Billetsalget til Omonoia og Brøndby startet

Salget af billetter til de kommende to kampe på MCH Arena mod Omonoia FC og Brøndby IF i henholdsvis Conference League og 3F Superliga er netop åbnet.

Få information om billetsalget nedenfor.

Billetinfo til de næste to hjemmekampe