I vinters blev Franculino Djú præsenteret som ny FC Midtjylland-spiller. Det store angrebstalent fra Guinea-Bissau har dog måtte vente et halvt år, før muligheden for at tørne ud for sin nye klub indtraf, idet aftalen med de portugisiske mestre først udløb den 30. juni.
FC Midtjylland henter stort angrebstalent fra Benfica
Derfor havde Franculino mandag første træning med sine nye holdkammerater på græstæppet i Ikast.
– Jeg er virkelig glad over endelig at kunne træne med og være her i FC Midtjylland. Fysisk har jeg det godt, og jeg glæder mig til at vise mig frem her i pre-season, siger Franculino.
Til de fans og andre interesserede, som endnu ikke kender til den målfarlige angriber, som står noteret for 13 scoringer i 16 U23-optrædener for Benfica, fortæller han:
– Jeg er hurtig, kan score mål og har en evne til at omstille mig til de hold, jeg spiller på, så jeg passer ind i den givne spillestil.
Nu venter en opstart, hvor Franculino ser frem til at vise sit værd på træningsbanen og gøre sig fortjent til en plads på holdet, når sæsonen for alvor går i gang.
– Først og fremmest vil jeg bevise mig her i Midtjylland. Jeg vil gøre mig fortjent til spilletid og vise klubben, at jeg er en, de skal satse på allerede i denne sæson, siger den nytilkomne angriber.
Franculino Djú var med på det guldvindende Benfica-hold, som triumferede i UEFA Youth League i 21/22-sæsonen. Der skal lyde et varmt velkommen til den nye angriber her i Midtjylland, som har fået trøjenummer 17.