Franculino Djú har spillet et flot første halvår i FC Midtjylland, hvor han rundede 2023 af med prisen som Månedens Unge Spiller for november i 3F Superliga.
Siden sommer har den 19-årige angriber taget store skridt i sin udvikling, scoret mål på samlebånd og fået debut for sit landshold. Nu venter en ny milepæl, når Franculino skal tørne ud for Guinea-Bissau til Africa Cup of Nations, der sparkes i gang den 13. januar.
Guinea-Bissau er havnet i turneringens gruppe A, der yderligere består af værtsnationen Elfenbenskysten, Ækvatorialguinea og Nigeria. Her venter kampe mod flere tidligere FCM’ere.
For Elfenbenskysten er Ousmane Diomande udtaget. Den 20-årige midterforsvarer, som for et år siden blev solgt for et stort beløb til Sporting CP, har gang i en flot sæson, hvor han er fast mand hos den portugisiske hovedstadsklub.
På det nigerianske landshold er Frank Onyeka, nu Brentford FC, og Raphael Onyedika, Club Brugge, begge udtaget. Både Nigeria og Elfenbenskysten er blandt favoritterne til at løfte trofæet, når finalen spilles den 11. februar.
Også udlejede Edward Chilufya skal i aktion ved de afrikanske mesterskaber. Den lynhurtige offensivspiller, som er lejet ud til BK Häcken i Sverige, er således udtaget for Zambia, der møder Marokko, Tanzania og DR Congo.
Franculino og co. skal i ilden for første gang den 13. januar kl. 21.00, når Elfenbenskysten venter i åbningskampen til dette års AFCON, mens Chilufya og Zambia møder Congo den 17. januar.