FCM Shop
Bestil inden torsdag kl. 23.59 og få leveret inden jul

Førsteholdet

Franculino underskriver ny lang aftale

Den 20-årige topscorer binder sig til FC Midtjylland i de næste fem år efter at have skrevet under på en kontrakt, der strækker sig til den 31. december 2029.

19/12/24
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Franculino Djú har taget dansk fodbold med storm. Siden seniordebuten den 13. august 2023 er det blevet til 55 kampe i FCM-trøjen med 27 mål og 11 assists til følge.

De flotte præstationer har vakt opsigt i både dansk såvel som international fodbold, og nu dedikerer landsholdsangriberen fra Guinea-Bissau fremtiden til FC Midtjylland, idet han har skrevet under på en femårig kontraktforlængelse.

– Franculino har bevist sine evner som en rendyrket 9’er med målinstinkt. Han rummer en unik pakke af uforudsigelighed, teknisk højt niveau og dygtige afslutningsfærdigheder. Han kan lugte, hvor chancerne opstår, og han skaber dem også på egen hånd, siger fodbolddirektør Peter Sand og fortsætter:

– Alt dette har gjort det til en stor prioritet for os at lande en ny lang aftale med Franculino, der var den mest scorende teenager i europæisk fodbold i sidste sæson. Vi er henrykte over, det er lykkes, og at han blåstempler den udvikling, vi som klub er i færd med. Nu skal han fortsætte med at bygge på, og det er vi ikke i tvivl om, at han kommer til.

Franculino noterede sig i sin debutsæson i FC Midtjylland for 17 scoringer og seks assists i 32 kampe fordelt på 1.794 minutter, svarende til én scoring per 105. minut eller en målinvolvering per 78. minut. De tal gjorde ham til den mest scorende teenager i europæisk fodbold i 2023/24.

Europas mest scorende teenager: Her er historien om Franculino

Trods en skadespause i slutningen af dette efterår har den tidligere Benfica-angriber taget målformen med ind i den nye sæson, hvor han står noteret for ti scoringer og fem assists i 23 kampe.

Klar til at vise sit fulde potentiale

Hovedpersonen selv nyder tilværelsen i FC Midtjylland, og efter halvandet år med udviklingskurven støt stigende opad ser han frem til at tage sit spil til et nyt niveau.

– Det her er den rigtige vej i min karriere. Klubben har vist mig stor tillid, og jeg er i et godt miljø, hvor jeg kan fortsætte med at udvikle mig som spiller, indleder Franculino og fortsætter:

– FC Midtjylland rummer en fantastisk struktur som klub og er et interessant sted at være som ung spiller. Jeg har over de seneste år lagt flere facetter på mit spil, og jeg føler mig klar til at vise mit fulde potentiale.

– Jeg vil fortsætte med at vokse som fodboldspiller – gør jeg det, vil vi også som hold indfri vores mål. Det er vigtigt for mig hele tiden at kunne lægge på – skridt for skridt – inden jeg på et tidspunkt er klar til den næste udfordring i min karriere, fortæller han.

Der skal lyde et stort tillykke med kontraktforlængelsen til Franculino, som vi glæder os til at se tilbage på banen efter årsskiftet.