Klubben

Frank fra Ebedei: Med knopperne forrest, forhandlinger på den høje klinge og det endelige drømmeskifte

Som barn måtte Frank Onyeka spille fodbold i smug. Alligevel sikrede han sig en plads på det landskendte fodboldakademi, FC Ebedei, og med sin ukuelige arbejdsiver blev det store skridt til Europa realiseret. I dag spiller han i verdens største liga, men rejsen dertil var både hård, lang og fuld af mindeværdige anekdoter.

23/01/24
Christian Rothausen
Foto: FC Midtjylland

– Jeg husker tydeligt, at jeg stod og så ham ude på den gamle bane 7, hvor U19 spillede mod Lyngby. Pludselig hakker han en bold op i hjørnet. Det er første gang, jeg lægger mærke til, hvem Frank er. Aktionen, jeg så der, har jeg så aldrig set siden, for det er jo ikke det, han er mest kendt for.

Det første minde om Frank Onyeka står tydeligt for Kristian Bach Bak. Den daværende FCM-assistent var som aktiv berygtet for sin arbejdsiver og lederegenskaber på grønsværen. Derfor var han også fra første sekund betaget af den nye nigerianske midtbanekriger, som efter flere flotte præstationer i U19 Ligaen og UEFA Youth League fik chancen under førsteholdets træningspas.

– Dengang blev han kaldt ”Frank Frispark”, fordi han kastede sig rundt – i en god mening. De rutinerede spillere havde faktisk svært ved at acceptere ham, fordi de var bange for at blive skadet.

– Han tacklede igennem. Der kunne man godt mærke, hvad vores afrikanske spillere giver kontra vores europæiske og danske spillere. De spiller for deres liv, deres familie, noget helt andet. Det gjorde Frank til hver træning.

– Han var mega upopulær i begyndelsen, og folk var efter ham, fordi man slog sig på ham. Der var også nogle af de rutinerede spillere, som kom over til os og sagde, at de ikke ville have, han skulle træne med, mindes Kristian Bach Bak.

– De rutinerede spillere, der mødte Frank første gang, mødte jo typisk hans knopper, supplerer Claus Steinlein med et grin.

Frank Onyeka kom til Danmark som 18-årig i januar 2016. Som ung i den nigerianske millionby, Benin City, var tilværelsen i det kolde nord noget helt andet for den sympatiske Frank, der ikke blot var taget til Europa for at udleve sin drøm om at blive professionel fodboldspiller; han spillede samtidig for at forbedre sin families levevilkår.

En familie, hvor moren år tilbage havde forbudt Frank at spille fodbold. Hun var bange for, at det næstældste barn i familien ville tilegne sig en alvorlig skade af det barske spil, men samtidig også nervøs for familiens fremtid, når tiden blev brugt på ufornuftige ting. Vejen til et liv som professionel fodboldspiller var nemlig tæt på utopi, mente hun.

– Jeg tror næsten, alle spillere i Nigeria møder den her modstand fra familien på et eller andet niveau. Man bliver ikke professionel med et fingerknips, det kommer efter en periode på syv, otte eller måske ti år, før der kommer penge – hvis der overhovedet nogensinde kommer det. Derfor kan man godt forstå bekymringen fra familien.

– Jo bedre kår, du kommer fra, jo mindre får du faktisk lov til at spille fodbold, fordi familierne her ønsker, at børnene kører videre på det, forældrene har skabt. Der bor 220 millioner i Nigeria, så det er virkelig et lille nåleøje, og det er en drøm, som ligger langt ude i fremtiden, siger Jonas Dal, der er ansvarlig for FCM’s samarbejde med FC Ebedei.

Men Frank ville det anderledes. Efter en fireholds-turnering arrangeret af Churchill Oliseh, lederen af det anerkendte nigerianske fodboldakademi, FC Ebedei, blev Frank scoutet. Den arbejdsomme forsvarsspiller var – i jagten på at blive opdaget – i denne dags anledning blevet omskolet til en mere synlig plads på den centrale midtbane.

Præstationen var tæt på miserabel, ifølge Frank selv, men i glimt viste han prøver på noget, der var nok til at klare cuttet. Han sikrede sig en plads på det landskendte fodboldakademi, der allerede dengang kunne bryste sig af at have uddannet flere internationale topspillere.

Kometkarrieren

Efter en stejl udviklingskurve i FC Ebedei fik Frank i 2015 chancen for at komme til prøvetræning i Danmark.

– Dengang tænkte jeg altid på at komme til Europa for at spille fodbold. Da jeg hørte, at FC Ebedei samarbejdede med en klub ved navn FC Midtjylland i Danmark, var jeg meget imponeret. Jeg ville give alt for at bryde igennem, og nu handlede det for mig om, at jeg skulle vise, jeg var god nok til at få chancen, husker Frank Onyeka.

I januar 2016 skrev Frank en 1,5-årig kontrakt med FC Midtjylland, og derefter tog det fart. Der gik ikke længe, fra han sparkede kanonmålet mod Lyngby ind på bane 7 til et gennembrud på førsteholdet.

Isaksens rejse fra Roslev til Rom: Gennembrud, forhandlinger og starten på et nyt kapitel

Debuten faldt i en pokalkamp i september 2017 mod Greve. Den nye nigerianer skulle blot bruge seks minutter på banen, før han scorede. I februar 2018 blev det så til 3F Superligadebut, da han i det 85. minut blev skiftet ind på kanten og lukkede udekampen i Horsens med sin scoring til 0-2.

– Det var fantastisk at arbejde sammen med Frank. Han passede på alle parametre ind i den måde, vi vil spille fodbold på. Han giver noget til sit hold og løber solen sort.

– Frank skilte sig ud. Det er ikke alle, der har samme mentalitet som ham. Heller ikke i Nigeria. Selvfølgelig vil de det mere end noget andet, fordi de kommer fra nogle helt andre kår end os danskere og europæere. Men træningsparatheden, det er ikke altid den er så klar og tydelig, som den er på Frank. Det var den fra start af. Han skulle aldrig have et skub bagi, hvad enten han startede inde eller ej. Hans mentalitet har helt sikkert afgjort, hvor langt han er kommet.

– Han var på til hver eneste træning og kamp. Og så kunne han lave alle fejl i verden, men folk respekterede ham stadig, fordi han var den, der kæmpede hårdest. Han hang aldrig med hovedet, selv ikke dengang han skulle afsted, og der var transferrygter. Der var aldrig noget, siger Kristian Bach Bak.

Transferrygterne vender vi tilbage til.

Der gik ikke længe fra debuten mod Greve og målet i Horsens, før Frank bed sig fast på FCM-mandskabet; et dygtigt hold, der kæmpede med om titlen og en plads i de europæiske gruppespil. I debutsæsonen, hvor midtjyderne kunne hæve pokalen for anden gang i historien, spillede Frank 15 kampe. Ni af disse i mesterskabsspillet og meget ukarakteristisk for ham med hele fire mål til følge.

Succesen fortsatte. Som en profil på først Kenneth Andersens og sidenhen Brian Priskes mandskab kunne Frank og FCM i 2019 lade sig krone som pokalvindere, og i sommeren 2020 vandt man 3F Superliga igen.

Men nu var det ikke længere kun FCM, der forstod sig på Frank Onyekas unægtelige kvaliteter.

Da Steinleins skjorte blev gennemblødt

Faktisk opstod den første reelle interesse allerede et halvt år forinden, i januar 2020. FC Midtjylland havde dog sat alle sejl ind på det tredje mesterskab, og sammen med Frank og hans bagland blev man enige om at udskyde det lukrative salg, der kunne sikre – ikke blot spillerens egen fremtid – men også familiens i Nigeria.

Om sommeren var det så blevet tid. Frank skulle videre, men i kulissen lurede det forjættede land; Champions League. Derfor trak en handel ud, men den 29. september 2020 – dagen før den afgørende knald-eller-fald-kamp i Champions League-kvalifikationen mod Slavia Prag – havde den nigerianske midtbaneprofil fået nok. Klubben skulle imødekomme kravet om et skifte, og med knap 24 timer tilbage af sommertransfervinduet var timeglasset ved at løbe ud.

– Selvfølgelig ville Frank gerne afsted. Han kunne godt se, at kom han afsted, kunne han opfylde drømmen om at hjælpe sin familie nede i Afrika. Drømmen om at blive økonomisk uafhængig var så tæt på, og det havde han mulighed for den sommer. Men vi som klub syntes ikke, det var det rigtige, siger Claus Steinlein og fortsætter:

– Vi havde egentlig aftalt med Frank, at tiden nok var kommet til, at han skulle ud og prøve noget andet. Hvis det rigtige tilbud kom, var vi ikke afvisende for at sælge ham. Men så blev vi mestre, og der lurede en mulighed for at komme i Champions League. Samtidig troede vi på, at vi kunne få en endnu bedre pris for Frank ved at vise ham frem på den allerhøjeste hylde.

– Jeg kan huske, jeg havde en lyseblå skjorte på, men lige den dag var den blevet mørkeblå. Vi sad oppe i en skyboks, solen skinnede ind, og Frank var ikke helt enig i, at den næste Champions League-kvalifikationskamp om 24 timer var den vigtigste i klubbens historie. Han var meget direkte i sit sprog; ikke på en normal Frank-måde, men jeg skulle forstå, hvor meget det betød for ham.

Frank selv supplerer:

– Jeg var ikke glad, hvis jeg skal være ærlig. Jeg var meget ked af det. Min agent og jeg prøvede at løse situationen, men jeg var ikke glad.

Trods komplikationerne spillede den ombejlede midtbanedynamo dagen efter en af sit livs kampe. Midtjyderne ekspederede det tjekkiske storhold ud af MCH Arena med 4-1, og med sin scoring til 3-1 var Frank en af hovedaktørerne bag den historiske aften.

– Kun Frank og jeg vidste, hvordan det så ud 24 timer før kampen. Men da kampen først gik i gang, var han fokuseret. Det imponerede mig virkelig, husker Claus Steinlein.

Også Kristian Bach Bak letter på hatten over Frank Onyekas mentalitet den udslagsgivende aften i Herning.

– Når alt kommer til alt, er det jo en stor ting at kunne redde sin familie og tage det step med den økonomi. Jeg forstår fuldt ud, der var noget i krogene, men Frank gik jo ind og afgjorde kampen og spillede fuldstændig upåvirket. Det var en fantastisk oplevelse, han var med til at give os, og han havde kæmpe indflydelse på, at vi endte i Champions League.

Verdens største liga

Frank Onyeka blev i Midtjylland, og sammen med holdkammeraterne ventede der nu kampe mod Atalanta, Liverpool og Ajax i Europas største klubturnering.

– Når jeg ser tilbage, tror jeg på, at det var for det bedste. Jeg fik muligheden for at spille Champions League, og det har helt sikkert gjort, at jeg er i Premier League den dag i dag. At få lov til at spille Champions League er noget, alle fodboldspillere higer efter, og at kunne gøre det med FC Midtjylland var en drøm, der gik i opfyldelse, siger Frank Onyeka og fortsætter:

– Men det var svært, det indrømmer jeg. Som spiller vil du altid gerne gå til næste niveau og vokse som fodboldspiller. Det var hårdt mentalt, fordi jeg troede, jeg skulle videre den sommer.

– En del af mig var dog glad for, at jeg blev i Midtjylland, fordi jeg fik muligheden for at spille Champions League. Jeg spillede alle kvalifikationskampene og fik nu muligheden for at deltage i hovedturneringen. Men det var nogle attraktive tilbud, der var på mig, så der var også noget, som lokkede.

En ny tillokkende mulighed opstod et år senere. Frank Onyekas niveau var fortsat højt, og pludselig meldte Brentford – der stod på tærsklen til Premier League, verdens måske stærkeste liga – klar i kulissen.

– Før sæsonen sluttede, hørte jeg om interessen fra Brentford. Men jeg skulle lige tygge på den. Interessen blev dog ved, og min agent fortalte mig, at hvis Brentford endte med at rykke op, var det en god mulighed for mig at komme dertil.

– Jeg var meget i tvivl, om skiftet fra Midtjylland direkte til Premier League var det rigtige. Noget i mig håbede faktisk, at de ikke ville rykke op, fordi jeg var nervøs for, at skridtet ville være for stort, griner Frank Onyeka, som fortæller, at samtaler med folkene i Brentford gjorde udslaget:

– De fortalte, at jeg var lige netop den type spiller, holdet havde brug for. Det var en klub, der virkelig ønskede, at jeg kom.

Brentford rykkede som bekendt op i Premier League, og tre uger senere pakkede Frank Onyeka sine ting og flyttede til London. FCM modtog et stort beløb, der på heden vakte smil på læben. Ikke nok med at være en flot handel, var det også en fantastisk historie og en blåstempling af klubbens arbejde med talentudvikling helt fra FC Ebedei i Nigeria, til akademiet og op på førsteholdet.

– Det var det samme med Sylvester Igboun, da vi fandt mesterskabet første gang. Ham holdt vi også et halvt år længere, end han reelt set ville. Men han fik også sin drøm opfyldt, og det fik Frank også. Endda i den ypperste liga i verden. Jeg håber, vi kan få flere Frank-typer på vores hold i fremtiden, siger Kristian Bach Bak, da han her nogle år senere tænker tilbage på transfersagaen.

Et forbillede i Nigeria

Frank Onyekas historie – som i disse dage fortsat er undervejs med deltagelse i Africa Cup of Nations for det nigerianske landshold, ”Super Eagles”, samt en kontraktforlængelse hos Brentford i august – er en vigtig fortælling i FC Ebedei.

– Jeg tror ikke, man på nogen måde kan underkende den stolthed, der er i FC Ebedei. Både Frank, Paul Onuachu og Raphael Onyedika er udtaget til AFCON. Det er aldrig før sket, at én klub i Nigeria har fostret tre spillere, som er med til en slutrunde. Det skaber en enorm stolthed og er en blåstempling af det arbejde, vi gør i fællesskab, siger Jonas Dal og fortsætter:

– I sommer besøgte de tre spillere FC Ebedei igen, og jeg kunne se i Churchills øjne, hvad det betød, og hvor stolt han var over, at de var tilbage, hvor det hele startede. De er kæmpe stjerner, som bliver tilbedt og skriver autografer alle steder, men over for Churchill var de bare ”små drenge” tilbage i vante rammer igen.

De opfostrede stjerner har også gjort, at FC Ebedei over tiden har kunne udbygge sine faciliteter og skabe unikke rammer for nye unge spillere.

– Hvad der er sket det seneste årti, er jo en hel dokumentar i sig selv. I starten skulle man leje sig ind på forskellige baner rundt i byerne Sagamu og Lagos. Spillerne boede i en boligblok, spiste et andet sted, gik i skole et tredje sted og trænede på en fjerde lokation.

– Det største step var, da man fik penge til at købe sit eget sted med boliger lige ved siden af fodboldbanen. Sidenhen er der blevet lagt en kunstgræsbane i august 2021, siger Jonas Dal, som også nævner opgraderede værelser og faciliteter, der giver mulighed for flere tilknyttede spillere, kantine, kontorlokaler, fitnessrum og meget mere.

Hos den nu tidligere akademist er udviklingen og forbedringerne i FC Ebedei over de seneste år heller ikke gået ubemærket hen.

– Drengene på akademiet i dag er så heldige. Da jeg boede der, skulle vi gå meget langt til træning. Vi stod op kl. 7, gik til træning kl. 7.30, og senere på dagen skulle vi tage turen igen. Spillerne på Ebedei lige nu kan gå direkte fra deres værelser ned til banen. Der er sket så meget, og alt er lige foran dem, fortæller den nigerianske landsholdsspiller.

Frank Onyeka er én af 20 spillere med en fortid i FC Ebedei, som har fået debut på FC Midtjyllands førstehold. I går startede han nok en gang inde for Nigeria, der spillede sig videre til knockoutstadiet af de afrikanske mesterskaber.

Dokumentar: Fra Ebedei til verdens største liga