Førsteholdet

Gartenmann debuterede for FCM

Stefan Gartenmann spillede de sidste 20 minutter i kampen mod Silkeborg IF. Trods det skuffende nederlag er forsvarsspilleren glad for endelig at trække Midtjylland-trøjen over hovedet.

23/07/22
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Efter fem sæsoner i SønderjyskE drog Stefan Gartenmann denne sommer til FC Midtjylland i jagten på nye udfordringer.

Debuten har dog ladet vente på sig, men fredag fik den 25-årige midterforsvarer de sidste 20 minutter på banen mod Silkeborg IF.

– Man føler først, man er en del af det, når man får lov til at være med i kampene og have en indflydelse på, hvad der sker. Der var lang vej hjem, da jeg kom ind, og det var svært at vende noget. Men ikke desto mindre var det rart at mærke stemningen og hjemmepublikum i ryggen, siger Stefan Gartenmann og fortsætter:

– At sidde på bænken er noget af det sværeste som fodboldspiller. Det er hårdt mentalt, fordi de fleste fodboldspillere selvfølgelig synes, de skal spille. Man skal lynhurtigt bearbejde de her skuffelser, der også kommer, når man ikke får lov til at spille. Dagen efter skal man være der igen, og det nytter ikke noget, at man lige skal bruge et par dage på at bearbejde de her ting.

– Det handler om at tage chancen hver eneste gang, der er mulighed for at vise noget. Det er svært, men på samme tid er det også virkelig god læring.

Godt for udviklingen

For Stefan Gartenmann har den seneste tid været utrolig lærerig. I SønderjyskE var han en af de første på holdkortet, og derfor ser han kampen om en plads i FCM-forsvaret som givtig i sin videre udvikling.

– Det er helt sikkert noget, jeg kan bruge til at udvikle mig endnu mere. Min plads er ikke givet, og jeg er nødt til at vinde al den tid, jeg får på banen. Jeg er nødt til at skabe min egen plads i truppen og i hverdagen. Det er vigtig læring, og jeg tror, det vil gavne mig rigtigt meget på længere sigt.

Forsvarsspilleren sætter også et par ord på FCM’s svingende sæsonstart.

– Vi har fået nogle hårde lærepenge i de her kampe. Randers-kampen vinder vi ni ud af ti gange, og havde vi vundet den, havde vi heller ikke stået med en så tung følelse nu. Larnaca-kampen skulle vi også have vundet. Det er selvfølgelig nemt at sige, men havde vi vundet de opgør, ville det have været et helt andet billede på sæsonstarten.

Udover Stefan Gartenmann fik den 22-årige midtbanespiller, Chris Kouakou, også sin debut fredag mod Silkeborg IF.

Billet til Larnaca-returen

Tirsdag spiller FCM et vigtigt europæisk opgør, når turen går til Cypern for at møde AEK Larnaca. Det er fortsat muligt at skaffe billetter til dette opgør, og deadline for bestilling hedder mandag den 25. juli kl. 16.00.

Du kan finde meget mere information om udekampen mod AEK Larnaca nedenfor.

Info om kampen på Cypern