Trods både spil- og chanceovertag det meste af kampen blev det lørdag til et 2-0-nederlag til AGF.
Stefan Gartenmann så flere positive takter i opgøret – hvilket gør resultatet ekstra bittert.
– Vi føler jo egentlig, at vi defensivt har helt styr på det. I 1. halvleg er de nærmest ikke oppe at true os rigtigt. De to gange, AGF kommer til chancer, scorer de. Samtidig føler vi, at vi i dag skal bruge lidt for mange chancer på at lave et mål. Det er selvfølgelig frustrerende, siger Stefan Gartenmann og fortsætter:
– Følelsen derinde var, at det nok skulle komme. Vi havde bolden mest, var oppe på deres halvdel og spillede omkring deres felt. Vi manglede lige fem procent, og det gør nederlaget ekstra frustrerende, når vi føler, vi var ovenpå det meste af kampen.
Skudstatistikken efter kampen siger 20-6 i FCM’s favør. Dette understreger også, at holdet gjorde flere ting rigtigt i en periode, hvor tingene ikke går midtjydernes vej.
– Omvendt skal vi også se på, hvad det er, vi trods alt gør godt i dag. De har to chancer, og ni ud af ti gange ville du vinde sådan en kamp. Vi skal blive ved med at vise den effektivitet, som vi havde i 1. halvleg mod Lyngby og Horsens, pointerer Stefan Gartenmann.
Første startplads
Den tidligere SønderjyskE-spiller kom til FCM denne sommer. Før lørdagens kamp var det kun blevet til sporadiske indhop, men mod AGF var Stefan Gartenmann en del af ‘Ulvenes’ startopstilling.
– En af grundene til, jeg er kommet til Midtjylland, er for at spille de her kampe, fordi der er noget ekstra intensitet og kvalitet. Det er rart at være en del af et hold, hvor der er så mange gode spillere, siger Stefan Gartenmann og fortsætter:
– Det var fedt at spille i sådan en fed kulisse, ligesom det var godt at få lidt personlig optur. Det var dejligt at kunne få lov til at præge en kamp så meget, men det er frustrerende, at vi ikke fik et resultat.