Førsteholdet

Gartenmann reflekterer over nederlaget

Målscorer Stefan Gartenmann reflekterer over søndagens nederlag til Lyngby.

07/05/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

FC Midtjylland kunne ikke fortsætte de fine takter fra de første fem kampe i Kvalifikationsspillet, da det søndag eftermiddag blev til et 2-1-nederlag på Lyngby Stadion.

Midtjydernes enlige målscorer, Stefan Gartenmann, sætter ord på de skuffende 90 minutter, hvor hjemmeholdet allerede bragte sig i front kort inde i opgøret:

– Jeg vil ikke sige, Lyngby overraskede os, men de overrumplede os fra start. Det var som om, de lige havde en gnist mere, end vi havde i dag. Vi har ikke råd til at spille sådan en første halvleg, siger den 26-årige forsvarsspiller og fortsætter:

– Vi manglede den der vildskab og gnist, som Lyngby har, når de spiller hjemme og er i en situation, hvor de kæmper om overlevelse i ligaen. Det lignede, at de gode resultater i de seneste kampe blev lidt en sovepude for os, og det er naturligvis ikke godt nok.

Selvom FCM’erne aldrig fik spillet til at flyde i det nordsjællandske, skal holdet kunne få point selv på de svære dage, lyder det videre fra Stefan Gartenmann:

– Vi kom op og fik skabt nogle okay muligheder, men vi manglede den sidste flair og touch omkring boksen, som vi er lykkes så godt med i de foregående kampe.

– Ingen hold kan spille godt hver gang, men vi skal formå at tage minimum ét point med fra sådan en kamp her, hvis vi vil være en del af toppen til næste sæson, fortæller Stefan Gartenmann.

Udebanestimen sluttede brat