Førsteholdet

Glad Brumado har fundet sit andet hjem

Den brasilianske frontløber fortæller om sine første tre år i Danmark, ambitioner på kort og lang sigt, og hvor meget forholdet til fansene betyder for ham.

16/01/22
Jens Risom
Foto: Getty Images

Med 7 mål i blot 11 ligakampe i denne sæson er Junior Brumado ved at få sit endelige gennembrud i FC Midtjylland.

Scoringerne giver den stærke brasilianer en aktuel andenplads på topscorerlisten i 3F Superliga, og han lægger ikke skjul på, at det er ét af målene for det kommende forår at blive topscorer i ligaen.

– Mit mål er at blive topscorer i 3F Superliga, men det er lige meget, hvis vi ikke vinder titlen. Alt er muligt, og det handler bare om at tro på os selv. Vi har et stærkt hold, og det skal vi ud at vise i foråret, fortæller Junior Brumado i forbindelse med, at han har skrevet under på en ny kontrakt i FCM.

Vejen til succes på heden har dog ikke været uden udfordringer for den populære Brumado. Da den dengang 19-årige brasilianer skiftede hjemlandet ud med Danmark i januar 2019, krævede det en stor indsats på og udenfor fodboldbanen at falde til i Europa.

– Nu har jeg været i Midtjylland i tre år, og jeg har vænnet mig til det hele. Specielt det første år var en udfordring, fordi det hele var nyt og anderledes, men nu føler jeg mig hjemme, og jeg forstår alt og er en del af det hele. Jeg elsker at være her, smiler Brumado og tilføjer:

– Jeg ser alle menneskerne i klubben som min familie. Vi har det virkelig godt sammen, og det hjælper os på vej til bedre resultater.

I dag taler Junior Brumado flydende engelsk og bidrager altid til stemningen med sit evige gode humør og smittende smil.

– Klubben har altid troet på mig. Selvom det første år var svært, har jeg mærket en stor opbakning fra trænerne og klubben, og det har hjulpet mig til at blive ved med at arbejde hårdt. Det går også den anden vej, hvor jeg har troet på klubbens projekt hele vejen igennem, og jeg vil betale tilbage med stærke præstationer, siger angriberen.

Drømmer om de store ligaer

I sommeren 2020 vendte Brumado tilbage fra et vellykket lejeophold i Silkeborg. Han blev matchvinder i sæsonens første kamp, da FCM spillede sig videre i Champions League med en 1-0-sejr over Ludogorets, og vejen syntes banet for succes i FCM-trøjen.

Den stærke sæsonåbning blev spoleret af en drilsk rygskade, der endte med at holde Brumado ude i over seks måneder. En dedikeret genoptræning sørgede for, at han vendte tilbage i god fysisk form, og siden har han ikke set sig tilbage.

– Efter min rygskade i sidste sæson har jeg været på mit højeste niveau som spiller, og det er en god følelse. Jeg er blevet bedre hvert år, og jeg har lært meget af både Brian og Bo (Brian Priske og Bo Henriksen, red.), men specielt 2021 har været godt for mig, fordi jeg har spillet meget. Det giver selvtillid, understreger Junior Brumado.

Den 22-årige brasilianer har udset sig topscorertitlen og to trofæer for det kommende forår. På den lange bane rækker drømmen længere end dansk fodbold.

– Selvfølgelig er det min drøm at komme til en af de største ligaer i verden en dag. Jeg siger ikke, at jeg er klar til det nu, men hver eneste dag arbejder jeg hårdt for at komme op på et højere niveau, fortæller Brumado og tilføjer:

– Lige nu er mit fokus på det kommende forår, hvor vi går efter at vinde ligaen og pokalturneringen. Det er det vigtigste for mig pt., og så må vi se, hvordan det ser ud om et år eller to. Man ved aldrig, hvad der sker i fodbold.

Junior Brumado står noteret for 11 scoringer i sine 61 kampe for FC Midtjylland.

Junior Brumado forlænger aftalen med FCM

Jubelscene er en tak til fansene

Hvad er dit bedste minde i din tid i FC Midtjylland?

– Et af mine bedste minder i FCM-trøjen er hjemmekampen mod FCK i april sidste år. Jeg var endelig tilbage efter min skade og scorede til 1-0, og vi endte med at vinde kampen. Og så var det den kamp, hvor fansene var tilbage på stadion efter nedlukning, og det var fantastisk at mærke deres energi og dele en sejr med dem efter så lang tid, husker Brumado med et smil.

Otte gange i denne sæson har brasilianeren bragt smil på FCM-fansenes læber med en scoring, og de bliver altid fejret med Brumados kikkertjubelscene.

– Den jubelscene er min måde at fortælle fansene, at jeg kan se og mærke dem. Det symboliserer en tak for deres støtte. Jeg satser på, at jeg kommer til at gøre det mange gange i foråret, griner Junior Brumado.

Han sætter ord på, hvor meget de midtjyske tilhængeres støtte betyder for ham.

– Forholdet til fansene betyder meget for mig. Jeg er blevet stoppet mange gange på gaden i Herning, hvor folk har fortalt, hvor meget de tror på mig, og den støtte gør, at jeg altid vil give 100 procent på banen, tilføjer angriberen.

– Fansene betyder alt i fodbold. Jeg er en følelsesladet spiller, og fansene bringer følelserne frem. Når de råber efter mig, får jeg ekstra energi. Selvom man måske ikke altid kan se det på mig, betyder de virkeligt meget for mig, når jeg skal præstere på banen. Vi vil gøre alt for at give dem gode oplevelser i foråret, afslutter Junior Brumado.

Brumado og resten af FCM-truppen tager hul på foråret torsdag den 17. februar hjemme mod græske PAOK i Conference League.