Holdet landede i Faro Lufthavn i går eftermiddags og satte derefter kursen mod Almancil i det sydlige Portugal, hvor holdet er indlogeret på Ria Park Hotel & Spa. Træningen foregår på det nærtliggende anlæg Campo de Futebol, hvor spillerne allerede har været på græs to gange.
– Efter en lang rejsedag i går var vi på banen for at få gang i kroppen. I dag har vi så haft et fuldt træningspas, hvor vi har haft fokus på nogle specifikke ting op til kampen mod Zenit, lyder det fra assistenttræner Henrik Jensen.
Træningslejren danner rammen for de sidste forberedelser frem mod sæsonstart, og faciliteterne på Algarve-kysten giver et optimalt udgangspunkt.
– Det er dejligt at være samlet. Det giver os mulighed for at nørde med detaljerne og komme endnu tættere på hinanden. Hotellet, vejret og banen er topklasse, så vi har de bedst mulige betingelser frem mod sæsonstarten.
Herunder kan du se dagens program for spillerne på træningslejren:
08.00 Morgenmad
10.30 Træning på banen
13.00 Frokost
17.00 Individuel træning på banen
19.00 Aftensmad
21.30 Natmad
Fra defensiv til offensiv
I opstarten har staben arbejdet med forskellige fokusområder, og efter uger med defensiven i højsædet skal der nu kigges længere frem på banen.
– Defensiven har fyldt meget de første uger, hvor særligt Bo og Bak har arbejdet med spillerne til træning og i kamp. Det gør vi færdigt de første dage her i Portugal, og så flyttes det primære fokus til vores offensiv og det opbyggende spil, at skabe chancer og selve målscoringen, fortæller assistenttræneren.
Der bliver rig mulighed for at se spillerne i aktion, idet der venter tre kampe under træningslejren i Portugal. Den første er mod russiske FC Zenit, og det er allerede i morgen kl. 16.00.
FC Zenit – FC Midtjylland
Torsdag den 3. februar kl. 16.00
Estádio Algarve
FC Midtjylland – Breidablik UBK
Søndag den 6. februar kl. 20.30
Estádio Municipal de Albufeira
FC Midtjylland – Vålerenga IF
Fredag den 11. februar kl. 19.30
De tre kampe vises på 6’eren og Discovery+. Sidstnævnte kræver abonnement. Du kan se hele programmet og følge resultaterne på Atlantic Cup’s hjemmeside.