– Jeg kan næsten ikke beskrive det. Det var sindssygt fedt – og så i sådan en kamp her, hvor der var fyldt på stadion, og vi kunne høre Hedens Drenge og resten af MCH Arena så meget, lyder det indledende fra Mikel Gogorza.
Den 18-årige FCM’er, der kom til det midtjyske som U17-spiller, tog søndag plads i startopstillingen på Thomas Thomasbergs mandskab for første gang. Forinden da var det blevet til fem indhop.
– Jeg fik det at vide lige før vores møde i går på anlægget. Thomasberg sagde: “Du skal ikke få et chok, men du starter inde.”
– Det var så fedt. Der kom selvfølgelig en masse tanker hele aftenen i går og dagen i dag om, hvordan man nu skulle gøre det. Men jeg synes egentlig nerverne faldt på plads, da vi skulle til at spille, og det var virkelig sjovt at være på banen.
Gogorza, som står noteret for 38 kampe i U19 Ligaen med 17 mål og seks assists til følge, fem kampe i Youth League med to scoringer fra sin fod samt fem optrædener og tre scoringer på det danske U19-landshold, fortæller videre:
– Jeg kom ikke i lige så mange gode situationer i dag som mod nogle andre hold. De stod solidt defensivt, men jeg synes generelt, jeg gjorde det okay. Jeg fik udfordret en mod en og modtog sindssygt god hjælp bagfra af Christian (Sørensen, red.). Defensivt stod vi godt og gav dem minimale chancer.
Hvordan kan du mærke, at du tager skridt som fodboldspiller lige nu?
– Fysisk er der en kæmpe forskel i forhold til U19. Jeg synes, jeg har bygget på særligt løbemæssigt. Samtidig er der en anden intensitet, som er fed at komme ind og mærke.
Det måske største øjeblik for Mikel Gogorza indtraf efter slutfløjt, da han blev hyldet ned mod C.C.-tribunen.
– Det var sindssygt. Det er jo det, man drømmer om som lille; at fansene råber ens navn. Så det var virkelig, virkelig fedt.
– Samtidig var det godt at se, at Brøndby og FCK spillede uafgjort, så vi kunne tage 1. pladsen. Nu handler det om at være klar til den uge, der kommer, hvor vi møder Brøndby to gange, siger Mikel Gogorza til slut.