Jublen var stor efter slutfløjt, da FC Midtjylland sikrede alle tre point i Lyngby dybt inde i tillægstiden. Glæden var også til stede hos Mikel Gogorza, der kom ind med 30 minutter igen, var med i flere optræk til chancer og selv var tæt på at komme på måltavlen.
– Det var en tæt kamp, jeg kom ind i, så jeg havde fokus på at hjælpe mest muligt til offensivt. Det var sindssygt fedt at komme på banen, og det føltes nemt at finde min plads på holdet, selvom jeg ikke har så mange kampe endnu, fordi jeg fik så meget hjælp af Joel bag mig og drengene inde på midten.
– Jeg fik at vide af trænerne, at jeg skulle gøre det, jeg er god til. Jeg føler, jeg kom i nogle gode situationer, var med i kombinationsspillet og fik skabt nogle chancer, fortæller Mikel Gogorza.
Sidst, Mikel Gogorza trak FCM-førsteholdstrøjen over hovedet under en betydende kamp, var til sin debut i februar på Brøndby Stadion. Hovedpersonen selv føler, at han siden da har taget skridt i den rigtige retning som fodboldspiller.
– Jeg var nok mere rolig den her gang, fordi jeg har lært så meget af de her spillere, jeg har trænet med det seneste år. Derfor var jeg helt sikkert mere klar til at spille den her kamp, end jeg var på en højre back på Brøndby Stadion, fortæller Mikel Gogorza med et smil.
Hvad siger det om holdet, at vi vinder sådan en aften, hvor der virkelig skal graves dybt?
– Det viser, hvor stærkt holdet er. Vi kæmper til det sidste minut, og det var også det, der ændrede kampen i dag. Vi viser virkelig, at vi vil det, og det gør også, at vi får alle tre point på en svær udebane i Lyngby, siger Mikel Gogorza.
Den 17-årige offensivspiller står noteret for to førsteholdskampe i FC Midtjylland. På U19-niveau har han optrådt 37 kampe i det midtjyske med 17 scoringer og seks assists til følge.