FC Midtjylland har stolte traditioner i UEFA Youth League, der er kendt som ungdommens udgave af Champions League. Det er intet mindre end femte gang, at de ældste akademister deltager i turneringen.
Efter et par corona-plagede år er det igen muligt at overvære den prestigefyldte ungdomsturnering, når FC Midtjylland tager imod Rosenborg BK tirsdag den 19. oktober kl. 15.30 på EDC Arena i Ikast.
Her gælder det returopgøret i første runde, hvor Kenneth Andersens U19-mandskab skal forsvare 4-2-føringen fra den første kamp i Norge.
Gratis adgang til kampen i Ikast
IT Relation, som er hovedsponsor for FC Midtjyllands akademi, sørger for gratis entre til den vigtige kamp mod Rosenborg.
Opgøret fløjtes i gang tirsdag kl. 15.30, og dørene på EDC Arena åbner kl. 14.20. Der er et begrænset antal siddepladser på tribunen, som fordeles efter “først til mølle”-princippet.
Alternativt er der overdækkede ståpladser over sektionerne med siddepladser, og der er øvrige ståpladser bag begge mål.
Ved indgangen får man en billet, men billetten dækker ikke over en nummereret sidde- eller ståplads, da “først til mølle”-princippet gælder. Til orientering anvendes billetterne blot til intern optælling af det samlede antal tilskuere.
Vi håber at se mange tilskuere på lægterne til den vigtige kamp mod Rosenborg.
FC Midtjylland – Rosenborg BK
- EDC Arena i Ikast
- Tirsdag den 19. oktober kl. 15.30
- Dørene åbner kl. 14.20
- Gratis adgang
- Siddepladser efter “først til mølle”-princippet og derefter ståpladser