Akademiet

Hårdt tilkæmpet sejr til U17

Med den ene pragtredning efter den anden var Silas Novrup en af hovedaktørerne i, at U17-mandskabet lørdag eftermiddag sejrede mod FC Nordsjælland.

05/11/23
Kasper Petersen
Foto: Daniel Stentz

Hjemmeholdet startede som lyn og torden og fik et tidligt føringsmål ud af anstrengelserne. Sebastian Lodberg modtog bolden på egen banehalvdel, bragte derefter upresset kuglen frem til gæsternes felt, inden han prøvede lykken fra distancen. Og lykken var med den unge Lodberg, som fandt nettet med et glimrende langskud.

1-0 til værterne efter bare tre minutter.

I de efterfølgende minutter kom nordsjællænderne bedre med i opgøret, men uden at spille sig til nævneværdige store chancer. FCN’erne viste som altid dygtighed i pasningsspillet, men midtjyderne vekslede godt mellem højt pres og at stille sig dybere, hvilket holdt gæsterne fra nævneværdige chancer i kampens første halve time.

Kort før pausen skulle der en flyvende Silas Novrup til, for at hjemmeholdet kunne gå i omklædningsrummet med en føring. Et velspillet angreb endte med en tilbagegående aflevering til Vilhelm Svenstrup, og han sendte en yderst kompetent afslutning afsted, som havde direkte retning mod krogen. Men Silas Novrup, som stammer fra samarbejdsklubben, Struer Boldklub, diskede op med en klasseredning, der sendte bolden til hjørne.

To minutter inde i 2. halvleg var Novrup igen på banen med en pragtredning. Markus Monsen trak ind fra venstreflanken og sparkede mod fjerneste målhjørne, men igen var Silas Novrup parat til at afværge.

Resten af halvlegen var forholdsvis låst, hvor udeholdet ledte efter åbninger i den midtjyske defensiv, samtidig med at hjemmeholdet havde svært ved at lukke kampen til 2-0.

I kampens overtid indledte de rødklædte nordsjællændere et sidste pres mod midtjydernes felt, men igen var Novrup i hopla, da han i tre omgange tog alle midler i brug for at sikre ham og bagkæden et velfortjent clean sheet.

Mathias Rahbek: En U17-kamp af høj kvalitet

Og den mission lykkedes også, da lørdagens dommer endelig fløjtede kampen af efter nogle intense slutminutter. Dermed sejrede det næstældste akademihold for tredje opgør i træk i en yderst jævnbyrdig affære mod FC Nordsjælland. Cheftræner Mathias Rahbek var efterfølgende tilfreds med præstationen og de hårdt tilkæmpede tre point.

– Det er en godtspillet U17-kamp fra begge mandskaber. To dygtige hold, der udfordrer hinanden i mange aspekter af spillet. I perioder vil man altid have det svært mod FC Nordsjælland, men jeg synes, vi står godt imod det, de kommer med. I de perioder, hvor det er os, der har momentum, ser vi stærke ud, og jeg er overordnet rigtig glad for den her præstation. Det viser kvalitet, at vi formår at hive sejren hjem på en dag som i dag.

– Jeg vil især gerne fremhæve Silas Novrup, som gør det virkelig godt i dag. Han er stærkt medvirkende til, at vi holder føringen fra start til slut og leverer jo den ene redning efter den anden. Men holdet som helhed fortjener også ros; stærke defensive præstationer i dag med en masse blokeringer, og så får vi også sat nogle angreb ind, der tager presset væk fra eget felt, fortæller cheftræner Mathias Rahbek.

Næste opgave for de næstældste akademister byder på en tur til den københavnske vestegn for at møde de forsvarende U17-mestre fra Brøndby IF i årets sidste udekamp. Dysten spilles den 18. november kl. 13.00.

Se stillingen, kampfakta og øvrige resultater fra U17 Ligaen.

FC Midtjylland U17 1-0 FC Nordsjælland U17 (1-0)

3’ 1-0 Sebastian Lodberg

FCM U17 (4-3-3): Silas Novrup – William Kold Jensen, Bilal Konteh, Andreas Knak, Magne Norn – Emil Linde, Marcus Nielsen, Daris Catak – Malik Pimpong, Nicolaj Tornvig, Sebastian Lodberg – James Alpinas (45’), Frederik Bunten (45’), John Zabawithang Lian Le (53’), Elias Hansen (88’), Simon Stampe (92’).