Betydningen af at spille Champions League kan være svær at beskrive. Når noget, man har kæmpet for hele livet, realiseres i et splitsekund.
For Aral Simsir er det stadig en milepæl, der ikke er opnået. Et karrieremål, han så sine holdkammerater sætte flueben ud for i 2020, men som han selv, som en af de alleryngste i truppen dengang, har måttet vente tålmodigt på.
– Jeg var desværre skadet, da vi var i Champions League sidst, men jeg ville nok have været omkring holdet, og muligvis udtaget. Selvom jeg var skadet på det tidspunkt, var det stadig fedt at være en del af på en anden måde, mindes han.
Som de fleste nok er klar over, blev Champions League-kampene i 2020 spillet for lukkede tribuner grundet corona-pademien. Ikke desto mindre var der tale om mindeværdig tid, hvor møderne med Liverpool, Atalanta og Ajax står klart i erindringen.
– Selvom der var corona, var der en helt anden stemning i og omkring klubben. Jeg husker det som noget, der skabte en masse glæde. Folk glædede sig virkelig til at spille de her kampe, som er noget helt andet end at spille Superliga. Det skabte en helt speciel energi at vide, at man skulle rende rundt og spille mod folk som Mohamed Salah.
– Det er noget, der ikke kan måles med noget andet, fortæller den tidligere akademispiller.
Det største af det største
Aral Simsir interesserer sig for fodbold. Han følger med på tv-skærmen, når der tirsdag og onsdag fløjtes op for Champions League-hymnen, og han har flere gode minder fra turneringen.
– Barcelona mod PSG. 6-1. Det er en af de kampe, der har motiveret og glædet mig allermest. Jeg ser meget fodbold og husker også, når Fenerbahce, som jeg har fulgt en del qua min tyrkiske baggrund, har spillet Champions League. Men det comeback, Barcelona lavede dengang… Det er en kamp én ud af en million, som er svær at glemme, fortæller han.
Vil det også være det ypperste for dig som spiller at deltage i en ‘rigtig’ Champions League-kamp?
– VM og Champions League ligger meget op ad hinanden. Den følelse, jeg har for FC Midtjylland efter at have været her i syv år, er svær at beskrive. Jeg er nærmest vokset op her. I den forstand, at kunne spille Champions League med FC Midtjylland vil være noget af det største, nærmest på niveau med at spille VM med det tyrkiske landshold, der også ville være en kæmpestor ære.
Men føler du dig klar?
– Jeg vil sige, jeg er klar. Nu har jeg spillet en del seniorkampe, selvom jeg godt ved, Superligaen og Champions League ikke er det samme. Jeg står et godt sted og er i en god stime, så jeg føler mig fysisk og mentalt klar til at kunne give den maks gas. Jeg er sulten efter at bidrage til holdet.
Et ubeskriveligt moment
Forleden i Lyngby sejrede FCM dybt inde i tillægstiden foran 4.149 tilskuere. Få dagen forinden tørnede Aral Simsir og co. ud på Groupama Arena i Budapest med 18.029 folk på lægterne.
Kontrasterne er store i disse dage, men der skal leveres gang på gang.
– Det er noget, vi har arbejdet så meget for og drømt om næsten hver eneste dag. Vi har de bedste forudsætninger med den professionalisme, der er i klubben. Maden der bliver serveret for os. Vi får sovet rigtigt. Nu, hvor vi har været i ‘branchen’ så lang tid, er det ikke svært at gøre sig klar til hver eneste kamp.
– Det kræver hårdt arbejde mentalt, men jeg har intet problem med det. Jeg prøver bare at være positiv og glad over, at jeg hver eneste dag får muligheden for at træne og spille kamp, siger Aral Simsir.
Tilbage til den første sætning. For hvad ville det egentlig betyde at spille Champions League? Ikke kvalifikationskampene, men selve hovedturneringen mod nogle af de største hold i verden.
– Jeg tror, det bliver en af de situationer, hvor jeg ikke rigtig vil kunne beskrive den følelse, der er i mig. Det er noget, jeg har drømt om i virkelig lang tid. Hvis vi kommer i Champions League, vil det betyde virkelig meget for mig, særligt fordi det sker i FC Midtjylland. At kunne gøre sig gældende i Champions League med FC Midtjylland. Det her er mit hjem, og jeg er så glad for at være her.
– Vi står et godt sted lige nu, vi er ubesejret, og vi skal gøre alt, vi kan, for at det fortsætter, afslutter Aral Simsir.
Der er kampstart mellem FC Midtjylland og Slovan Bratislava onsdag aften kl. 21.00 i det første af to playoff-opgør. Den samlede vinder træder ind ind i Champions Leagues ligafase.