Klubben

Hessel bag store fanoplevelser

Hessel står bag konceptet Hessel Away Experience, som i forbindelse med seneste kamp i Parken mod rivalerne fra F.C. København gav heldige FCM-fans en enestående oplevelse. Oplevelsen inkluderede transport til hovedstaden i en eksklusiv Mercedes fra Hessel, hotelovernatning, billetter til kampen og kørsel med chauffør retur til Jylland.

20/04/22
Morten Ambo
Foto: FC Midtjylland

Som en videreudvikling på et eksisterende koncept har Hessel og FC Midtjylland i fællesskab udviklet fanoplevelsen Hessel Away Experience. I al sin enkelthed er konceptet bygget op omkring de store fodboldbrag mellem landets to bedste fodboldklubber, F.C. København og FC Midtjylland.

Første gang, Hessel Away Experience blev gennemført, var i forbindelse med kampen i Parken søndag den 10. april 2022. Forud for kampen blev den heldige vinder trukket fra en fankonkurrence på FC Midtjyllands Facebook-side. Vinderen blev Mogens Wad fra Grindsted, og han inviterede sin 10-årige søn Jeppe med. Begge er kæmpe FCM-fans – det gælder faktisk hele familien.

Dagen inden kampen blev Mogens og Jeppe hentet på hjemmeadressen i Grindsted i en Mercedes fra Hessel. Bilen var fyldt op med snacks til turen mod Hotel Bella Sky, hvor far og søn blev indlogeret. Efter en god dag i København og en god nat på hotellet blev de kørt til Parken. Stemningen og oplevelsen var i top – trods et nederlag til FC Midtjylland. Trætte og glade blev de afleveret i Grindsted kort inden midnat søndag aften.

– Vi elsker at give vores fans store oplevelser, og når vi kan gøre det sammen med netop Hessel, som har en helt speciel historie med FCM, så går tingene bare op i en højere enhed. Store oplevelser handler om at gøre sig umage og fokusere på de små detaljer. Vi er sindssygt glade for responsen og interessen for Hessel Away Experience, og mon ikke flere oplevelser er på vej, siger Morten Andreasen, branding- og marketingchef i FC Midtjylland.