Akademiet

Hjemvendte U19 leverede varen i Esbjerg

En træg start blev vendt til sejr med tenniscifre, da U19 gæstede Esbjerg.

15/04/23
Karsten Vestergaard
Foto: Daniel Stentz

Tirsdag landede en flok glade og stolte FCM’ere i Danmark efter at være strøget helt til tops i Dallas Cup, og allerede lørdag skulle den samme flok spillere så bevise deres værd i U19 Ligaen, hvor Esbjerg tog imod.

– Det er noget, vi har brugt en hel del tid på at tale med drengene om, fordi af erfaring ved, at den første kamp efter en udlandstur ofte er lidt svær – at det både fysisk og mentalt kan være lidt svært at omstille sig, men vi var alle enige om, at det ikke måtte være nogen undskyldning, lød det fra Kenneth Andersen.

Bekymringen var ikke helt ubegrundet, for FCM’erne sled med spillet i første halvleg, hvor niveauet var meget på det jævne.

De sort-røde brugte en hel del tid på bolden, men det det gjorde ikke kvaliteten af afleveringerne bedre, snarere tværtimod, og Esbjerg var ved flere lejligheder ved at komme afsted i farlige omstillinger, fordi FCM-spillerne ikke var tilstrækkeligt gode i boldomgangen.

Efter en jævnbyrdig halvleg med omtrent lige mange chancer til hvert hold, lykkedes det umiddelbart før pausen FCM U19 at åbne målscoringen. Daniel Kristjansson (billedet) fik sendt en bold i dybden til Isa Musa, der brugte sin fysik og sit antrit til at bryde igennem og gøre det til 1-0.

Dybdeløb åbnede EfB

I pausen instruerede assistenttræner Morten ‘Duncan’ spillerne i at tage flere offensive løb og spille flere bolde i dybden, og det var netop det, FCM U19 gjorde fire minutter efter pausen. Mikkel Fischer lavede en af sine signaturafleveringer, hvor han fandt Gustav Christensen over en halv banelængde og så kunne FCM-skarpretteren sende sit 29. sæsonmål i rusen.

FCM’erne højnede niveauet betragteligt i de sidste 45. minutter, og boldene cirkulerede nu rundt imellem de sort-røde med fart og præcision.

Hjemmeholdet holdt stand indtil det 73. minut, hvor Pontus Texel brød igennem og lavede et farligt indlæg. Esbjergs Magnus Melstrup gjorde sit bedste for at komme imellem, men presset af et par FCM’erne endte han i stedet med at sende bolden i eget net, uden at nogen kunne klandre ham for det.

For FCM var Jonathan Lind og Malte Melin blevet skiftet ind, og begge var ivrige efter at sætte et aftryk på kampen. Det resulterede i et mål efter 88. minutter, hvor Melin headede en høj bold på tværs af feltet til Lind, der stangede bolden i nettet.

Målet indvarslede to hidsige FCM-minutter, og umiddelbart efter var Lind på spil igen. Ligeledes indskiftede Gustav Fraulo fandt ham med en stikning, og så sparkede Lind sin femte sæsontræffer ind bag EfB-keeperen.

Få øjeblikke efter gjorde Christian Jørgensen det til 6-0, da han fulgte op på et halvklaret skud fra Melin. En hård afslutning for Esbjerg, mens der modsat var glæde i FCM-lejren efter opgøret:

– Vi er ikke tilfredse med vores første halvleg, men det er dejligt, at vi så formår at hæve niveauet i anden halvleg. Jeg er også meget tilfreds med, at vi holder nullet, konstaterede Kenneth Andersen, der i samme åndedrag roste Jonathan Lind for et stærkt indhop. FCM-kanten var pågående og energisk og fik skabt en masse ravage i Esbjerg-geledderne, efter han kom ind.

Mes 6-0 sejren holder FCM U19 trit med rivalerne fra FCK, der fredag slog AGF med 6-3. Se stillingen og de øvrige resultater fra U19 ligaen her.

FCM U19 spiller igen tirsdag kl. 15.00, hvor det gælder rækkens nr. 3, Lyngby, på udebane.

Esbjerg fB U19 – FC Midtjylland U19 0-6 (0-1)
43′ 0-1 Isa Musa (assist Daniel Freyr Kristjansson)
49′ 0-2 Gustav Ørsøe Christensen (assist Mikkel Fischer)
72′ 0-3 Magnus Melstrup (selvmål)
88′ 0-4 Jonathan Lind (assist Malte Melin)
89′ 0-5 Jonathan Lind (assist Gustav Fraulo)
89′ 0-6 Christian Jørgensen

FCM U19 (4-3-3): Mark Ugboh – Pontus Texel, Mikkel Fischer, Mads Nybo Lauritsen, Daniel Freyr Kristjansson – Lasse Overgaard Nielsen, Christian Jørgensen, Valdemar Byskov Andreasen (46′ Gustav Fraulo) – Isa Musa (60′ Jonathan Lind), Gustav Ørsøe Christensen (67′ Malte Melin), Mikel Gogorza.