Førsteholdet

Høegh: Vi er opsatte på at komme tilbage på sejrssporet

Varm op til søndagens kamp i Silkeborg med Daniel Høegh, der fortæller om ugens fokus i træningen og nøglen til sejr i den sidste runde i grundspillet.

19/03/22
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

Søndag skal FC Midtjylland en tur til Søhøjlandet, hvor grundspillets sidste kamp byder på et møde med Silkeborg IF.

Daniel Høegh, der har spillet fuld tid i de seneste tre kampe med en række solide præstationer i forsvaret, fortæller om fokuspunkterne i løbet af ugen.

– Vi har haft fokus på vores omgang med bolden. Vi skal turde at være på bolden og være gode til at spille hurtigt, siger Daniel Høegh.

– I forhold til vores organisation har vi arbejdet med, hvordan vi kan lukke rum ned. Silkeborg er et godt hold, og de er gode på bolden, hvor de spiller hurtigt. Derfor bliver det vigtigt for os at gøre rummene små for dem, tilføjer den 31-årige forsvarsspiller, som står noteret for 20 kampe i FCM-trøjen.

Oprykkerne fra Silkeborg har leveret et positivt indtryk i sæsonen, hvor de med en aktuel 6. plads i tabellen er klar til Mesterskabsspillet, som begynder efter landskampspausen.

Hvor meget betyder underlaget?

Sidst FC Midtjylland og Silkeborg stod overfor hinanden blev det til en overbevisende sejr på 3-0 til FCM. Det var en augustaften, hvor Evander, Sisto og Dreyer stod for de midtjyske scoringer.

Nu står det omvendte opgør for døren på Jysk Park, som er belagt med kunstgræs. Derfor har FCM-truppen trænet på kunst i ugen op til opgøret.

– Vi har også brugt ugen på at vænne os til kunstgræs igen. Det spiller vi ikke på lige så tit som Silkeborg, så det skal vi lige omstille os til, fortæller Daniel Høegh efter et træningspas i Ikast.

Hvilken forskel gør det at spille på kunstgræs?

– Hvis jeg skal være helt ærlig, så fylder det en del. Det er et anderledes spil, fordi bolden løber hurtigere end på almindeligt græs. Hvis man kan få sat nogle gode førstegangspasninger sammen, kan man pludseligt spille lynhurtigt rundt om modstanderen, forklarer stopperen og fortsætter:

– Det har Silkeborg været gode til i sæsonen, og det skal vi være klar på. Omvendt har vi også en masse dygtige teknikere, så det kan vi forhåbentligt udnytte til at sætte nogle gode angreb sammen.

– Hamrende vigtigt at tage en sejr

Historisk set har FC Midtjylland overhånden mod Silkeborg, og i de seneste ti indbyrdes opgør har FCM vundet de ni. Den historik fylder dog ikke meget i FCM-lejren, som til gengæld har fokus på at komme tilbage på sejrssporet efter sidste weekends sene nederlag til FCK.

– Det er selvsagt hamrende vigtigt, at vi tager en sejr. Vi tabte terræn i sidste weekend, så vi er opsatte på at komme tilbage på sejrssporet. Alle sejre er med til at sætte jagten ind i toppen af ligaen, så der er ingen tvivl om, at vi skal have tre point, slår Daniel Høegh fast.

Hvad bliver nøglen til at hente de tre point?

– Vi skal acceptere, at de er gode på bolden, og der kommer perioder, hvor vi måske skal løbe efter dem. Der er vores organisation en nøgle til at gøre det svært for dem i kampen, hvor vi skal lukke rummene ned, lyder den korte analyse fra defensivspecialisten.

– Vi skal være kloge i vores beslutninger i forhold til, hvornår vi skal holde fast i bolden og hvile lidt med den, og hvornår vi skal være direkte. Og så skal vi bare være skarpe i begge ender af banen, afslutter Daniel Høegh.

Der er kampstart kl. 14.30 søndag eftermiddag mellem Silkeborg og FC Midtjylland. Alle grundspillets kampe spilles samtidig.