Førsteholdet

Husker du? Tilbageblik på FCM’s første EL-gruppespil

På torsdag går det løs for FC Midtjylland i Europa League. Varm op til gruppespillet med en tur ned af mindernes allé fra dengang, FCM første gang var med i turneringen.

14/09/21
Jens Risom
Foto: Getty Images

FC Midtjylland er som bekendt klar til gruppespillet i Europa League, som begynder på torsdag med en hjemmekamp mod bulgarske Ludogorets.

Det er tredje gang i klubbens 22-årige historie, at man har kvalificeret sig til et europæisk gruppespil, og det er første gang, det sker to år i træk efter Champions League-deltagelsen i fjor.

Vi benytter lejligheden til at se tilbage på FCM’s første gruppespil i Europa League, som skete for seks år siden.

Historisk kvalifikation over Southampton

Kalenderen viser 2015. FC Midtjylland har for første gang indledt en sæson som forsvarende danske mestre. Det sendte midtjyderne ud i kvalifikationen til Champions League, hvor Lincoln blev ekspederet ud i 2. runde, inden cypriotiske Apoel Nicosia blev en for stor mundfuld i 3. runde, da de gik videre på reglen om udebanemål.

Dermed afhang FCM’s europæiske skæbne af playoff-runden i Europa League-kvalifikationen, hvor Southampton kom op af hatten i lodtrækningen.

Mange FCM-fans vil nok huske det vitale langskudsmål fra Tim Sparv, som sikrede 1-1 på udebane i det første opgør, inden der var lagt op til et brag af en aften hjemme på MCH Arena.

I en forrygende kulisse sikrede Morten ‘Duncan’ Rasmussen avancement til gruppespillet med returkampens enlige scoring, der faldt efter 26 minutter efter en god assist fra den daværende anfører Kristian Bach Bak.

Dermed var FC Midtjylland klar til sit første gruppespil i Europa League med en samlet 2-1-sejr over Southampton.

God start på gruppespillet

Lodtrækningen førte FCM sammen med Napoli, Legia Warshawa og Club Brugge, og midtjyderne kom flyvende fra start.

Først indtog ‘Duncan’ på ny rollen som matchvinder, da Legia blev sendt hjem til Warshawa med et 1-0-nederlag, inden næste modstander var Club Brugge på udebane.

En utrolig 2. halvleg skaffede en flot 3-1-sejr på mål af Pione Sisto, Filip Novak og Poul Onuachu, som i denne kamp scorede sit første mål i europæisk sammenhæng.

Maksimumpoint efter de to første kampe i gruppespillet var en stærk præstation af FC Midtjylland, som på dette tidspunkt havde Jess Thorup som cheftræner.

Ørerne i maskinen mod Napoli

Herefter bød kampprogrammet på to kampe i træk mod gruppens sværeste modstander, Napoli, som også havde vundet de to første gruppekampe. Italienerne viste klassen i begge kampe og vandt 4-1 i Herning og 5-0 i Napoli.

Trods de to klare nederlag til Napoli var FC Midtjylland fortsat i en gunstig position forud for de sidste to kampe. Brugge og Legia havde nemlig taget point fra hinanden i mellemtiden.

Videre på 2. pladsen

I næstsidste spillerunde rejste FCM-lejren til Warshawa for at møde Legia. Her blev det til et smalt 1-0-nederlag, mens Napoli slog Brugge. Derfor var den videre skæbne fortsat i egne hænder.

FC Midtjylland kunne nøjes med uafgjort hjemme på MCH Arena i den sidste gruppekamp mod Club Brugge. Og det lykkedes midtjyderne at skaffe. Pione Sisto bragte tidligt FCM foran, og belgierne kunne kun svare igen én gang. 1-1 og dermed var FC Midtjylland videre til 1/16-finalen med ‘bare’ syv point i gruppespillet.

Den uforglemmelige aften mod United

Lodtrækningen til knockoutrunden efter nytår medførte et møde med en af de helt store klubber. Således blev FCM trukket ud sammen med Manchester United.

I mellemtiden var der transfervindue i januar måned. Erik Sviatchenko, som havde spillet fuld tid i gruppespillet, var skiftet til Celtic, mens den vigtige målscorer Morten ‘Duncan’ rykkede videre til AGF. Samtidig sad Kristian Bach Bak ude med den skade, som et halvt år senere var skyld i FCM-koryfæets karrierestop.

Flere profiler var altså væk, men nye kræfter stod klar til at tage over. En af dem var Paul Onuachu, som for alvor satte sit navn på fodboldfansenes læber denne vinteraften i Herning, hvor Manchester United – vel nok den mest berømte modstander i klubbens daværende historie – var på besøg.

Den lange angriber, som senere blev skudt afsted til udlandet for et stort millionbeløb efter 74 mål i FCM-trøjen, blev nemlig matchvinder med sin 2-1-scoring i slutningen af kampen. Inden da havde en anden profil, Pione Sisto, udlignet englændernes føring.

MCH Arena kogte i februarkulden, da dommeren fløjtede af med det historiske resultat over mægtige Manchester United på måltavlen.

Miraklet lurede altså i horisonten, da FC Midtjylland en uge senere skulle forsvare 2-1-føringen på Old Trafford, og den mission startede forrygende. Endnu engang kom Pione Sisto på måltavlen, da troldmanden fra Tjørring gjorde det til 1-0 tidligt i kampen.

United fik dog udlignet inden pausen, og i 2. halvleg viste de, at der trods alt var forskel på Premier League og 3F Superliga, da de kørte en 5-1-sejr i land. I dag huskes kampen også for, at det var Marcus Rashfords debut, hvor den dengang 18-årige englænder med to scoringer var med til at sende FCM ud af Europa League.

Dermed var FC Midtjyllands første europæiske eventyr slut. Nu er et nyt eventyr i Europa under opsejling, når Europa League indledes om to dage.

Første gruppekamp er på torsdag, og du kan være med til at støtte holdet i jagten på nye store resultater ved at sikre din billet til kampen mod Ludogorets.

Se program og køb billet