Førsteholdet

I aktion igen når Lyngby venter: Det her vi gerne vil

Assistenttræner Niels Lodberg roser holdets mentalitet i et tæt program, hvor kampene kommer som perler på en snor. Fredag venter Lyngby i det nordsjællandske.

15/08/24
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Tre dage efter slutfløjt og videre avancement i glohede Ungarn går turen til Lyngby i 3F Superliga. Dermed venter endnu en vigtig opgave i et tæt kampprogram.

– Det vigtigste er, at vi stiller med et slagkraftigt hold, og langt henad vejen, tror jeg, at hemmeligheden har været, at vi kører på og spiller med de spillere, som passer til den opgave, der venter, indleder assistenttræner Niels Lodberg og fortsætter:

– Hver eneste kamp handler om at gå ud at performe og præstere.

Trænerteamet gør en dyd ud af at tage én kamp ad gangen, og til torsdagens træning var al snak om Champions League pakket væk med fuld fokus på den hjemlige liga.

– Indtil videre har det ikke været noget problem, og det skal det heller ikke være. Det er det her, vi gerne vil. Vi vil være med i tre turneringer; Europa, ligaen og pokalen. Hvis man gerne vil det, kræver det, at man skal spille to-tre kampe om ugen. Det er vigtigt at skabe en mentalitet om, at der skal leveres og præsteres hver eneste gang.

– Den kamp, vi spillede i Ungarn i onsdags, var vigtig, men den kamp, vi skal spille fredag i Lyngby, er lige så vigtig. Så er der selvfølgelig forskel på, hvordan kulissen er og sådan nogle ting, men det skal man kunne håndtere i en klub som FC Midtjylland, siger Niels Lodberg og sender roser til holdet:

– Spillerne har været dygtige til at performe, og vi har set, at vi har en god, bred og stærk trup, så hvis der skal skiftes på nogle positioner, er dem, der kommer ind, klar til at levere.

Trods forskellen i top og bund gennem den senere årrække har Lyngby Stadion været et notorisk svært sted for FCM at spille, og der er igen stor respekt for opgaven.

– Vi har respekt for alle de modstandere, vi møder. Lyngby har måske ikke pointmæssigt leveret, men det er et hold, som hver eneste gang, de går på banen, er topmotiverede i forhold til at yde en indsats. Vi er hundrede procent sikre på, at de vil være klar fra start, når FC Midtjylland kommer på besøg.

– Samtidig tror vi på de kompetencer og ting, vi kan bringe. Vi har fokus på os selv, og det har virket indtil videre. Sidst mod Vejle bragte vi en topprofessionel indsats, og det var rart at se. Vi ved, der venter en svær opgave, men vi tror på, at vi kan gøre det samme igen, afslutter vores assistent.

Tag med til Lyngby

Der er brug for størst mulig opbakningen i det tætte kampprogram, der på sigt kan være med til at definere sæsonen.

Vi plejer at opleve god støtte i Lyngby, og vi håber, at du har lyst til at tage med i jagten på tre vigtige point. Læs mere om muligheden for billetter nedenfor.

Billetinfo: Lyngby v FCM