Førsteholdet

I dag trækkes modstanderne i Europa League

Onsdagens nederlag i Bratislava betyder, at FC Midtjylland er kvalificeret til ligafasen i UEFA Europa League, hvor otte europæiske kampe venter.

30/08/24
Jesper Hvid
Foto: FC Midtjylland

Når klokken slår 13.00 finder FC Midtjylland sine otte modstandere i Europa League-ligaspillet, hvor der venter fire opgør på hjemmebane og fire rundt omkring i Europa.

UEFA har ændret formatet for de tre europæiske klubturneringer, hvilket betyder, at de deltagende hold i Europa League nu spiller otte kampe i et ligaspil, inden knockoutkampene står for døren.

Holdene bliver seedet i fire lag, og hvert hold vil spille to kampe mod hold fra hvert lag – én hjemme og én ude.

Bliv klogere på det nye format

Det nye format har også indflydelse på lodtrækningen. De 36 hold bliver manuelt udtrukket med de klassiske bolde. Når et mandskab er blevet trukket, tildeler en supercomputer otte kampe til det udtrukne hold, og således fortsætter det, indtil alle er blevet trukket op af bowlen.

Proceduren starter fra øverste seedningslag og fortsætter nedad. Seedningslagene er som følger:

Seedningslag 1

AS Roma, Manchester United, Porto, Ajax, Rangers, Eintracht Frankfurt, Lazio, Tottenham, Slavia Prag.

Seedningslag 2

Real Sociedad, AZ Alkmaar, Braga, Olympiakos, Lyon, PAOK, Fenerbahçe, Maccabi Tel Aviv, Ferencvaros.

Seedningslag 3

Qarabag, Galatasaray, Viktoria Plzeň, Bodø/Glimt, Union Saint-Gilloise, Dynamo Kiev, Ludogorets, FC Midtjylland, Malmø.

Seedningslag 4

Athletic Bilbao, Hoffenheim, Nice, Anderlecht, Twente, Besiktas, FCSB, RFS, Elfsborg.

Følg med i lodtrækningen

Kl. 13.00 går det løs, når UEFA inviterer indenfor i Grimaldi Forum, der er beliggende i Monaco.

Lodtrækningen til Europa League-ligafasen kan streames på UEFA’s hjemmeside, og udfaldet offentliggøres umiddelbart efter på FCM’s platforme.