Efter de seneste to kampe mod henholdsvis AaB og Næstved HG, der er endt med to sejre og en samlet målscore på 11-2, har FCM-kvinderne overtaget førstepladsen i 1. division. Det er dog kun målscore der gør, at man ligger over lørdagens modstander, FC Thy-ThistedQ, som også har ni point i de første fire kampe. Derfor er det et vigtigt topopgør, der tager sig ud på Sparekassen Thy Arena på lørdag.
– Det er selvfølgelig en virkelig vigtig kamp, og det ville være virkelig fedt at vinde den. Især når det er på udebane. Vores mål er, at vi vil sætte os på førstepladsen, og det vil en sejr hjælpe rigtig godt med, fortæller Ida-Sofie Rathe.
I forhold til lørdagens modstander, mener midtbanespilleren, at det bliver den direkte duel mellem FCM-angrebet og FC Thy-ThistedQ-forsvaret, der bliver nøglen.
– Vi har haft et stærkt angreb i de første kampe, og samtidig har de kun lukket ét mål ind i deres første fire kampe. Det bliver et sted, vi skal være skarpe, men hvis de gode offensive takter skal fortsætte, er det vigtigt, at vi fortsætter med at gøre de ting, vi har gjort i de første kampe. Det har i hvert fald virket, pointerer Ida-Sofie Rathe.
Den gode start i 1. division har også gjort indtryk i truppen, mener hun.
– Det har været en god start, og selvom man gerne vil vinde alle kampe, er det helt fint at have vundet tre ud af fire. Der er god stemning i truppen, og det er generelt et fedt hold at være en del af. Når man taler om den gode start, ville det da også være fedt at vinde på lørdag, så vi har tre udesejre i de første fem kampe, fortæller Ida-Sofie Rathe.
Den blot 17-årige midtbaneprofil har fået spilletid i alle de første fire kampe, hvor hun også har scoret et mål og lavet en assist.
– Det er megafedt at være med i truppen. Vi er et ungt hold, men jeg synes, vi supplerer hinanden megagodt på holdet mellem de erfarne og de yngre spillere. Jeg vil ikke sige, at jeg selv kan tage hele æren for min gode start, da det også er fordi, jeg har nogle dygtige holdkammerater omkring mig, og på den måde bliver vi alle sammen bedre, fastslår Ida-Sofie Rathe.
Afslutningsvist fortæller Ida-Sofie Rathe, at det ville være et vigtigt skridt på vej mod målet om oprykning.
– Det er fedt, at vi ligger nummer et. Det vil vi gerne fortsætte med at gøre, og generelt vil vi gerne regere ligaen fra førstepladsen, afslutter hun.
Kampen finder som nævnt sted på Sparekassen Thy Arena. Opgøret fløjtes i gang lørdag klokken 15.00. Entré koster 50kr, og inkluderer kaffe og småkager i pausen.