Klubben

Info om billetter til Ludogorets-kampen

Om to uger åbner vi gruppespillet i Europa League på hjemmebane mod PFC Ludogorets. Her kan du finde al relevant information om billetter til kampen, som sæsonkortholdere har forkøbsret til.

03/09/21
Morten Ambo
Foto: FC Midtjylland

Torsdag den 16. september kl. 18.45 tager vi hul på vores tredje europæiske gruppespil, når vi møder PFC Ludogorets fra Bulgarien i første runde på MCH Arena. Vi glæder os enormt meget til et nyt europæisk eventyr, og det bedste af det hele er, at vi kan have fyldt stadion til et gruppespil igen – det savnede vi i den grad sidste år.

Sæsonkortholdere (både Premium og Standard) har forkøbsret til kampene, inden det almindelige billetsalg åbner. Vær derfor opmærksom på, at alle sæsonkort er spærret til kampene, og man skal altså købe en billet for at komme ind til kampene.

Vi har netop åbnet for sæsonkortholdernes forkøbsret til den første kamp mod PFC Ludogorets den 16. september kl. 18.45 på MCH Arena, og forkøbsretten gælder frem til tirsdag den 7. september kl. 10.00, hvorefter billetsalget åbner for alle andre.

Ikke garanteret sin egen plads

Vi er klar over, at rigtig mange sæsonkortholdere med fast plads på Faxe Kondi- og Etoro-tribunen gerne vil købe billet til deres egen plads. Det forstår vi godt, men det er desværre ikke muligt, at alle kan købe billet til deres faste plads, da UEFA har inddraget en mængde pladser til eget brug – pladser, som sæsonkortholdere normalt sidder på til 3F Superliga-kampene.

Vi minder derfor om, at sæsonkortholdere har forkøbsret til kampene, men at de ikke er garanteret deres faste plads.

Husk også, at alle pladser på stadion til de europæiske kampe er siddepladser, og derfor er der siddepladser på C.C. Contractor-tribunen og på udebaneafsnittet. Vi afventer fortsat information fra UEFA, om der må komme udebanefans.

Vilkår for sæsonkortholdere

Hvert sæsonkort giver adgang til én plads på stadion. Man kan godt købe billetter til andre sæsonkortholdere, hvis man ønsker at sidde ved siden af hinanden. Det kræver blot, at man i indkøbskurven i billetsystemet indtaster de andre sæsonkortholderes e-mail-adresser på billetterne. Dermed bliver billetten tildelt de andre sæsonkortholdere.

Vi har lavet en videoguide, hvor du kan se, hvordan du køber billet til andre sæsonkortholdere.

Se guiden herKøb billet her

Åbent billetsalg i næste uge

Sæsonkortholderne har forkøbsret til kampene frem til tirsdag den 7. september kl. 10.00. Derefter vil vi åbne for det almindelige billetsalg, så andre end sæsonkortholderne også kan købe billet til kampen.

Ingen corona-restriktioner

Efter halvandet år med forskellige begrænsninger på MCH Arena i form af afstandskrav, sektionering, mundbind, coronapas osv. kan vi snart se en ende på restriktionerne. Fra 10. september ophører alle restriktioner i forbindelse med vores kampe, og du kan derfor gå til fodbold helt som du plejer, inden corona-pandemien ramte Danmark.