Klubben

Info om sæsonkort og billetter til OB- og Celtic-kampen

I næste uge ruller bolden igen, og det bliver med to spændende kampe allerede i juli måned – åbningskampen i 3F Superliga mod OB og CL-opgøret mod Celtic FC. Læs vigtig info om sæsonkort og billetter her.

08/07/21
Nicolai Jepsen Houe
Foto: Getty Images

8 dage. Det er alt, hvad der er tilbage, inden vi igen kan invitere til fællesskab og topfodbold på MCH Arena, og man igen kan mærke fodboldstemningen stige i hele regionen. Efter cirka to måneders pause fra 3F Superliga-fodbold er der sket ændringer på MCH Arena og i Corona-restriktionerne. Her kan du læse om, hvornår du kan komme til fodbold igen, og hvad der er vigtigt at huske.

Sæsonstart i 3F Superliga mod OB

Vi åbner sæsonen fredag den 16. juli kl. 19.00 på MCH Arena mod OB. Til denne kamp er der nye og opdaterede restriktioner, som tilskuere skal være opmærksom på:

  • Mundbind er ikke længere et krav til professionel fodbold.
  • Det er nu tilladt at have 1.000 tilskuere i hver sektion (tidligere 500).
  • Coronapas er fortsat et krav – dog vil en PCR-test nu være gyldig som coronapas i 96 timer. En lyntest vil fortsat kun være gyldig i 72 timer.
  • Udebanefans er fortsat ikke tilladt.

På MCH Arena gør de 1.000 tilskuere i hver sektion desværre ikke den store forskel. Det vil fortsat være et begrænset antal tilskuere, der er plads til på stadion, så længe der er regler om afstandskrav og sektionsopdeling. Dette skyldes, at hver sektion fortsat skal have adgang til egen ind- og udgang, egne toiletter og egen bod. Der bliver dog plads til en mindre stigning i antallet af tilskuere – bl.a. grundet de nye safestands på C.C. Contractor-tribunen og udebaneafsnittet, som til OB-kampen kun er for FCM-fans.

Billetter til kampen mod OB er netop blevet frigivet til sæsonkortholdere, som nu kan trække deres billetter. Sæsonkortholderne har indtil mandag den 12. juli kl. 10.00 til at trække billet, hvis de skal være sikre på en plads. Man kan stadig trække billet efterfølgende, men der er herefter ikke nogen garanti for at få en billet. Hvis der er billetter tilbage, når sæsonkortholderne har haft mulighed for at trække deres billetter, vil disse gå i løssalg. Vi vil melde separat ud omkring dette, når vi nærmer os kampen.

Træk billetSe videoguide

OBS. I tilfælde af udsolgt, og hvis du som sæsonkortholder ikke har trukket din billet inden deadline mandag den 12. juli kl. 10.00, vil du miste din ret til kompensation, da du har haft mulighed for at trække din billet.

Ulveshoppen på MCH Arena har haft lukket stort set hele sidste sæson, men den er nu åben igen, og du kan besøge den fra kl. 17.00.

Champions League-kvalifikation mod Celtic FC

Den 20. juli drager vi til Skotland til første CL-kvalifikationsopgør mod Celtic FC. Returopgøret spilles den 28. juli kl. 19.45 hjemme på MCH Arena. Vilkårene til denne kamp vil være nogenlunde de samme som til opgøret mod OB. Pladserne på stadion er fortsat primært forbeholdt sæsonkortholdere og sponsorer.

Premium-sæsonkortholdere har adgang til alle europæiske kvalifikationskampe som en del af sæsonkortet, og derfor kan de trække billet fra mandag den 12. juli kl. 10.00. Standard-sæsonkortholdere har forkøbsret til kampene, og de kan købe billet fra onsdag den 14. juli. kl. 10.00.

Premium-sæsonkortholdere har indtil onsdag den 14. juli. kl. 10.00 til at trække billet, hvis de skal være sikre på en plads. Man kan stadig trække billet efterfølgende, men der er herefter ikke nogen garanti for at få en billet. Hvis et løssalg bliver aktuelt, når alle sæsonkortholdere har haft mulighed for at trække eller købe billet, vil dette blive meldt ud, når vi nærmer os kampen.

OBS. I tilfælde af udsolgt, og hvis du som Premium-sæsonkortholder ikke har trukket din billet inden deadline onsdag den 14. juli kl. 10.00, vil du miste din ret til kompensation, da du har haft mulighed for at trække din billet.

Nye retningslinjer fra 1. august

I august måned har vi minimum tre hjemmekampe mod henholdsvis Vejle Boldklub og Silkeborg IF samt endnu en europæisk kvalifikationskamp. Her vil restriktionerne være lempet yderligere, og dette vil få følgende betydning for MCH Arena:

  • Afstandskrav og sektionering ophæves. Det betyder, at sæsonkortholdere på Faxe Kondi- og eToro-tribunen igen vil have adgang til deres normale, faste pladser. Sæsonkortholdere på C.C. Contractor-tribunen skal fortsat – frem til 1. september – ind og trække billet fra kamp til kamp, da man fortsat skal være siddende, og vi fortsat skal registrere, hvilken plads alle tilskuere sidder på. Denne registrering ophører 1. september, hvorefter sæsonkortholdere på C.C. Contractor-tribunen også vil have adgang til kampene uden at skulle trække billet.
  • Udebanefans er tilladt.
  • Coronapas er fortsat et krav.

Vi forventer, at vi til august kan være tilbage på et nogenlunde normalt niveau af tilskuere og aktiviteter på MCH Arena. Reglerne kan løbende ændre sig, så hold øje med fcm.dk for ny info.

Vi glæder os til at se jer på hele regionens hjemmebane.