Mens U19 Ligaen ligger stille under landskampspausen, er søndag en arbejdsdag for FCM U17, der besøger Ådalen og OB i det, der umiddelbart ligner en tæt kamp.
Jævnbyrdige opgør har da også været normen i en hidtil meget jævnbyrdig liga, hvor få point skiller holdene ad, og hvor intet mandskab endnu har skilt sig ud som en klar mesterskabsfavorit.
Oven på to nederlag kom FCM U17 tilbage på sejrssporet, da de i seneste runde besejrede det øjeblikkelige førerhold fra Brøndby.
De tre point kom i hus efter en stærk anden halvleg, hvor FCM’erne gik fra at være bagud 0-1 til at vinde 3-1 – ikke nogen ringe bedrift af de sort-røde, der stiller med ligaens laveste gennemsnitsalder.
– Drengene viste stor mental robusthed, og nu ved vi, at vi kan tackle modgang. Vi fik også udvist noget mod – altså det her med at turde at være i ubehaget og gøre de ting, der gør lidt ondt. At skubbe op på modstanderne, at tage duellerne og at turde spille den bold, man ikke er helt sikker på. Det var fedt at se, og det skal vi bare blive ved med, fortalte cheftræner Claus Therkildsen.
Han og assistenttræner Rune Düring skal sammen finde nøglen mod et fynsk mandskab, der snapper FCM i haserne – tre point under midtjyderne i tabellen.
– OB er en fysisk stærk modstander, de er godt organiserede, og de har en klar idé om, hvad de vil. Fra vores side vil jeg gerne se en masse dynamik og bevægelse, og at vi får gjort tingene sammen. Jeg synes også, vi er blevet skarpere på vores forsvarsspil, som sæsonen er skredet frem, bemærkede Therkildsen.
FCM U17 har indkasseret ti mål i otte kampe, og det overgås kun af F.C. København (otte mål imod).
Der er kampstart søndag kl. 14.00 i Ådalen, og ingen af de to hold har spillere i karantæne – se den aktuelle stilling i U17 Ligaen.