Førsteholdet

Interview med målscorer og assistmager Cho Gue-sung

Med både mål og assist indtog Cho Gue-sung en hovedrolle i aftenens 2-1'er over AGF. Hør fra den sydkoreanske landsholdsangriber her.

12/05/24
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

– Det var en hård kamp, og jeg kunne måske godt have scoret to mål. Men alt i alt er det okay. Det vigtigste er sejren, indleder Cho Gue-sung.

Den 26-årige topscorer udnyttede først en stor fejl fra Bailey Peacock-Farrell og gjorde det til 1-0, inden han headede Mads Bech i dybden ved 2-0-målet. Undervejs i opgøret havde Cho flere muligheder for at lukke og slukke dysten med blandt andet et skud på træværket.

– AGF er et fysisk stærkt hold, som gjorde det svært for os. Men vi viste god energi, power, og alle arbejdede hårdt, siger Cho om søndagens 90 minutter og fortsætter:

– Nu har vi to udekampe og en hjemmekamp tilbage. Vi kan fortsat forbedre os og score endnu flere mål. Den næste kamp mod FCK bliver virkelig vigtig. De er et godt hold, men jeg tror på, at vi har mere kvalitet og kan slå dem.

FCM-spidsen har nu været i det midtjyske i ti måneder, og efter en lang vinter med kulde og mørke nyder den midtjyske nr. 10 de lyse dage med sol over Ikast og Herning.

Generelt er tilværelsen i dansk fodbold fuld af positive indtryk hen imod afslutningen af sæson ét for Cho Gue-sung.

– Jeg elsker det. Det kan stadig være lidt skyet nogle gange, men det er skønt med det gode vejr. Jeg nyder at spille i klubben; jeg kan lide alle menneskerne, mine holdkammerater og trænerstaben, og så er fansene fantastiske.

Cho Gue-sung står nu noteret for 13 mål og tre assists i FCM-trøjen.

Søndagens sejr bringer FC Midtjylland op på en delt 1. plads i 3F Superliga. Allerede torsdag venter et nyt skæbnesvangert opgør, når de direkte konkurrenter øverst i tabellen, F.C. København, er modstanderen kl. 20.00 i Parken.

FCM 2-1 AGF: Kampreferat, statistikker og Heat Maps