Førsteholdet

Isaksen ærgrer sig over brændte chancer

Dagens målscorer kommenterer på de mange chancer, FC Midtjylland brændte undervejs i deleren mod Randers FC.

15/07/22
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Gustav Isaksen bragte FCM foran 1-0 mod Randers, da den 21-årige offensivspiller i starten af anden halvleg samlede en nedfaldsbold op i feltet og afsluttede fladt i det lange hjørne.

Kort tid efter udlignede gæsterne, men undervejs i kampens slutfase havde FCM flere gode muligheder for at afgøre tingene.

De mange brændte chancer ærgrer Gustav Isaksen.

– Vi har chancerne til at score tre eller fire mål, men desværre formår vi ikke at putte bolden i kassen, siger dagens målscorer og fortsætter:

– Hvis vi fortsætter med at skabe lige så mange chancer, skal resultaterne nok gå vores vej. I dag skulle vi have vundet uden problemer, så det er ikke et godt resultat.

Udover målet genererede Gustav Isaksen to nøgleafleveringer og to skud i løbet af kampen. Fløjspilleren var med i en lang række optræk til farlige angreb, hvor målscoreren og Anders Dreyer fandt hinanden flere gange.

– Vi spiller godt sammen og ved, hvor vi har hinanden. Jeg er sikker på, at vi kommer til at score mange mål ved hjælp af vores kombinationer, siger Gustav Isaksen.

Nu venter der FCM et par dages kamppause, før cypriotiske AEK Larnaca gæster MCH Arena i 2. kvalifikationsrunde af Champions League tirsdag aften kl. 19.45.

Ny hjemmebanetrøje

Den nye hjemmebanetrøje er nu klar til, at du kan trække den over hovedet. Trøjen er i sit design æstetisk og simpel og på flere måder en stor kontrast til hjemmebanetrøjen fra seneste sæson, hvor der var mange og markante detaljer.

Køb trøjen på Ulveshoppen.dk