Førsteholdet

Isaksen før FCK-brag: Det bliver ikke meget større

Gustav Isaksen glæder sig til søndagens topkamp på MCH Arena, hvor han håber på en fed kulisse fra lægterne.

30/04/22
Jens Risom
Foto: Getty Images

Den afsluttende måned i sæsonen byder for FC Midtjyllands vedkommende på to turneringer, hvor holdet fortsat står med mulighed for at vinde 3F Superliga og Sydbank Pokalen.

– Det er en sindssyg sjov periode. At spille med om titler er jo det, man gerne vil som fodboldspiller, så det skal man også huske at nyde, men ellers er det ambitionerne, som fylder mest i hovedet. Det vil være en drøm at stå med to trofæer efter sæsonen, så det kæmper vi for, fortæller Gustav Isaksen.

Et stort skridt på vejen til drømmen om et nyt mesterskab vil være at slå F.C. København, som søndag aften gæster MCH Arena. En sejr vil sende FCM á point med københavnerne i toppen af tabellen.

– Det er en god følelse, at vi har spillet os i en position, hvor vi kun er tre point fra førstepladsen i ligaen. Nu handler det om at blive ved. Slår vi FCK søndag, begynder det for alvor at se sjovt ud, men det kræver en stor indsats af os, pointerer den 21-årige kantspiller, som er fuld af forventningsglæde til topkampen:

– Det bliver ikke meget større. Danmarks to bedste hold mod hinanden i slutningen af sæsonen på vores hjemmebane. Det kan man kun glæde sig til, og det bliver et brag af en kamp, som vi forhåbentligt kan trække os sejrrigt ud af.

Gustav Isaksen, der i denne sæson har scoret syv mål og lavet seks oplæg, satser på en fed kulisse på MCH Arena, der til søndagens kamp er udsolgt.

– Vi har brug for energien fra tilskuernes opbakning. Det giver os bare noget ekstra. Det har været tætte kampe mod FCK på det seneste, så der er ingen tvivl om, at kulissen kan være med til at gøre den afgørende forskel. Jeg håber, der bliver en vild stemning, og at vi kan kvittere med en sejr, afslutter Isaksen.

Bach Bak: Fedt vi har givet os selv denne mulighed

Topbraget mod FCK sparkes i gang søndag kl. 18.00.