Akademiet

Islandsk keepertalent skifter til FC Midtjylland

Den 16-årige islandske landsholdskeeper, Sigurdur Jökull Ingvason, skifter fra Thór Akureyri i hjemlandet til FC Midtjylland.

10/08/24
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Den islandske landholdsmålmand, Elias Olafsson, er i skrivende stund førstekeeper på FC Midtjyllands 3F Superliga-hold, men det hele startede på akademiet, hvor de første skridt i dansk fodbold blev taget.

Nu skriver en ny keeper fra vulkanøen kontrakt i det midtjyske i form af 16-årige Sigurdur Jökull Ingvarson. Han kommer til fra Thór Akureyri i hjemlandet på en treårig aftale.

– Sigurdur er en talentfuld keeper, som er god med fødderne og evner at deltage i opbygningsspillet fra fase ét. Hans tekniske færdigheder er gode, og han besidder et stort fysisk potentiale og mindset, som vi tror på kan bringe ham langt, siger akademichef Jacob Larsen og fortsætter:

– Nu glæder vi os til at få ham ind i vores miljø, hvor han kommer til at træne med en række dygtige og talentfulde målmænd, og vi er sikre på, at det kun vil være med til at udvikle ham yderligere.

Det første skridt på vejen

Hovedpersonen selv, som er en fast del af de islandske ungdomslandshold, glæder sig over skiftet til FCM:

– FC Midtjylland er en klub med store ambitioner, og jeg ser frem til den her mulighed for at udvikle mig som både person og spiller, fortæller Sigurdur Jökull Ingvarson og fortsætter:

– Jeg vil beskrive mig selv som en vinder, der værner om de hold, jeg spiller på. Jeg er klar til at tage chancer, når pointene skal i hus. Nu handler det for mig om at vænne mig til klubben, Danmark, sproget og måden, man spiller fodbold på i FC Midtjylland. Forhåbentligt er det her første skridt på vejen mod en karriere i professionel fodbold.

Han har tidligere på året været til prøvetræning i klubben, hvor rammerne i Dream99 imponerede fra start.

– Det er helt nyt og på et meget højt niveau. Helt fantastisk. Det er et miljø, som uden tvivl kommer til at gøre, at jeg kan tage store skridt, siger keepertalentet.

Der skal lyde et varmt velkommen til FC Midtjylland til Sigurdur, som i første omgang træder ind på klubbens U17-hold, der indleder den nye sæson den 17. august ude mod AC Horsens.