Førsteholdet

Islandsk målmandstalent forlænger med FCM

Elias Rafn Olafsson forlænger sin kontrakt i FC Midtjylland til udgangen af 2025. Det glæder han sig over.

19/12/20
Jens Risom
Foto: Getty Images

I to og et halvt år har islandske Elias Rafn Olafsson vogtet buret på danske fodboldbaner. Først på FCM’s U19-hold, dernæst hos Aarhus Fremad på leje og nu i Fredericia.

Det har han gjort så godt, at hans kontrakt med FC Midtjylland nu er blevet forlænget til og med 2025.

Det er sportschef Svend Graversen meget tilfreds med.

– Elias har taget de rigtige skridt, siden han kom til Danmark, og har udviklet sig rigtigt meget. Så der er ingen tvivl om, at vi er sindssygt glade for at have fået den nye aftale i stand, siger Svend Graversen og uddyber:

– Han har fået en fod indenfor seniorfodbolden og har gjort det rigtigt godt. På den lange bane er Elias en keeper, som vi tror rigtigt meget på, og vi glæder os til at følge hans udvikling.

Elias Rafn Olafsson, som måler 201 centimeter, har i løbet af efteråret stået fast for Fredericia, der ligger i toppen i 1. division. Her han holdt tre clean sheets i 12 kampe.

Champions League er drømmen

Elias Rafn Olafsson nyder livet i Danmark og er glad for den nye kontrakt.

– Jeg er helt vildt glad for den nye aftale, og det er dejligt, at klubben tror på mig. Lige nu handler det om udvikling, og jeg har fået god erfaring både i sidste sæson og nu i Fredericia, og jeg synes, at det er gået godt, lyder det fra den islandske keeper.

Adspurgt til de fremtidige målsætninger er han ikke tvivl.

– Ambitionen er at komme til at stå fast for FC Midtjylland. Og spille Champions League, siger Elias Rafn Olafsson med et stort smil.

Den nye kontrakt løber indtil 31.12.2025.