I sommer skiftede Iver Fossum til FC Midtjylland på en fri transfer fra AaB, hvor han gennem flere sæsoner var en profil.
Efter ti kampe – med en scoring og fire oplæg til følge – går turen nu videre til Belgien, hvor KV Kortrijk, under ledelse af den tidligere Lyngby-cheftræner Freyr Alexandersson, har købt den 27-årige midtbanespiller.
– Vi har valgt at sælge Iver, da vi har haft en åben og ærlig dialog om hans situation i Midtjylland, hvor han er langt fra holdet og selv har et ønske om spilletid, fortæller fodbolddirektør Peter Sand.
– Et skifte til den bedste række i Belgien er en god mulighed, og vi håber, han får masser af succes.
Der skal lyde et held og lykke med de nye udfordringer i belgisk fodbold til Iver Fossum.