Akademiet

Jacob Nielsen bliver ny cheftræner for U15

U15-cheftræner Daniel Kristensen stopper i FC Midtjylland, da han skal være cheftræner for Thisted FC i 2. Division. Hans afløser bliver Jacob Nielsen, der kommer fra en stilling som U15-cheftræner i Esbjerg fB.

23/12/22
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Efter tre og et halvt år i FCM rykker U15-cheftræner Daniel Kristensen videre, da han er blevet tilbudt cheftrænerjobbet i Thisted FC, som spiller i Danmarks tredjebedste seniorrække.

FCM har imødekommet Daniel Kristensens ønske om et skifte til Thisted FC, som han i sin aktive spillerkarriere optrådte for i en otteårig periode – nogle af dem tilmed som anfører. Han var ligeledes ungdomstræner i klubben, før turen gik til det midtjyske.

– Daniel fik en fantastisk mulighed for at blive cheftræner i den klub, han selv har spillet i. Det var et flot tilbud, som vi ikke ønskede at stå i vejen for, og vi har accepteret, at Daniel har haft et ønske om at prøve sig af på seniorniveau, siger akademichef Flemming Broe og fortsætter:

– Han har ydet en rigtig fin indsats hos en U15-årgang, der er speciel, fordi det er her spillerne får besked omkring deres fremtid i klubben. Det har han håndteret supergodt, ligesom han har leveret et højt trænerfagligt niveau.

Stort trænertalent tager over

Ny cheftræner for FCM U15 bliver 28-årige Jacob Nielsen, der kommer fra en stilling som cheftræner i Esbjerg fB for selvsamme årgang. I sin egen fodboldkarriere arbejdede Jacob Nielsen sin vej op gennem esbjergensernes ungdomssystem, før han endte som udlandsprofessionel i norsk fodbold.

Tilkomsten af Jacob Nielsen vækker glæde hos Flemming Broe:

– Der hersker ingen tvivl om, at Jacob er et stort trænertalent. Vi har fulgt ham længe og anset ham som en topkandidat til jobbet. Derfor er vi utroligt glade for, at det er lykkedes os at tilknytte ham. Vi får en dedikeret ung mand, som kommer ind i præcis den samme årgang, han var hos i Esbjerg, siger FCM-akademichefen.

Jacob Nielsen selv ser frem til udfordringerne i det midtjyske, der stemmer overens med de ambitioner og værdier, han besidder som træner:

– FC Midtjylland er langt fremme på både faciliteter og mandskab. Samtidig gør FCM tingene på en måde, der flugter med den type træner, jeg er, og klubben har et holistisk perspektiv, som passer godt til mig, siger Jacob Nielsen og fortsætter:

– Derudover vægter man det individuelle utroligt højt, og det er særligt noget, der driver mig. Jeg er en træner, der knytter tætte bånd til spillerne, og jeg nyder at se drengene flytte sig både på og uden for fodboldbanen. Jeg håber og tror på, at jeg kommer med noget i bagagen, som kan hjælpe med at skubbe spillerne i den rigtige retning.

I FC Midtjylland skal der lyde et stort tak for indsatsen til Daniel Kristensen, og han ønskes held og lykke med cheftrænergerningen i Thisted FC. Samtidig skal der lyde et varmt velkommen til Jacob Nielsen, der starter op i FCM fra starten af det nye år.