Førsteholdet

– Jeg skal fortsætte med det, jeg gjorde sidste sæson

Darío Osorio scorede onsdag sit første sæsonmål. Læs et dugfriskt interview med den chilenske landsholdsspiller her.

31/07/24
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

– Det var fantastisk at spille på hjemmebane igen foran vores fans, indleder Darío Osorio.

Chileneren var onsdag tilbage på scoringstavlen for første gang i sæsonen med et missil af et skud fra feltkanten.

– Jeg så, at bolden var lidt for langt væk fra Francu (Franculino, red.), så jeg fortsatte bare min vej imod den og sparkede den i nettet, siger Osorio, som har haft en travl sommer med deltagelse og masser af spilletid til Copa America-slutrunden i USA.

– Det har været fedt. Det er det, enhver spiller ønsker; at blive udtaget og spille for sit landshold. Jeg nyder både at spille for Chile og Midtjylland, så jeg er glad.

Har du nogle personlige mål for den sæson, vi lige har påbegyndt?

– Meget af det samme som sidste sæson. At hjælpe holdet med assists, mål og mit spil. Det er det, jeg skal fortsætte med.

Store brag i vente

Nu venter et par dage på træningsbanen, inden AaB gæster MCH Arena lørdag kl. 16.00. Længere ude i kampkalenderen lurer et 3. kvalifikationsrunde-brag mod Ferencvaros på tirsdag.

– Du vil altid spille så meget som muligt – og helst alle kampe. Den her periode handler om at restituere og være klar til den næste opgave, der venter, siger Darío Osorio, som tror på, at holdet kan tage store skridt den kommende periode:

– Vi kan fortsat bygge på og forbedre os. Offensivt skal vi blive endnu skarpere og vælge de rigtige løsninger på de rigtige tidspunkter, og det er jeg fuld af fortrøstning for, at vi kommer til.

Billetinfo om Ferencvaros og Vejle-kampen