Førsteholdet

Jonas Lössl tildelt en spilledags karantæne

Jonas Lössl er blevet tildelt en spilledags karantæne som følge af et interview, målmanden gav efter søndagens kamp i Silkeborg. På baggrund af tidligere kendelser fra Disciplinærinstansen stiller FC Midtjylland sig uforstående overfor beslutningen.

24/03/23
Mads Jakobsen
Foto: Daniel Stentz

Jonas Lössl er blevet tildelt en spilledags karantæne på baggrund af et interview, den 34-årige målmand gav efter slutfløjt sidste søndag i Silkeborg.

FC Midtjylland stiller sig uforstående overfor beslutningen, og klubben kan ikke følge Disciplinærinstansens linje i afgørelsen:

– Jonas Lössl udtalte sig oprevet og skuffet på baggrund af kampens forløb og betydning i Silkeborg. Vi forstår og accepterer den advarsel, som dommeren tildelte ham, og vi har stor respekt for dommergerningen, men vi stiller os dybt uforstående overfor, at der nu tildeles en tillægsstraf.

– Jonas udtalte, at dommeren i en række situationer med sine kendelser ikke ramte balancen mellem de to hold, hvilket førte til, at der ophobede sig frustrationer blandt spillerne, fordi de følte sig ramt på deres retfærdighedssans. Hans udtalelser var udelukkende møntet på dommeres præstation i kampen, og der blev ikke sat spørgsmålstegn ved dommerens integritet eller partiskhed.

– Vi kan ikke følge Disciplinærinstansen linje i afgørelserne. I tidligere sager, som Disciplinærinstansen har taget op og behandlet, har aktører sat spørgsmålstegn ved dommerens integritet og partiskhed i form af inddragelse af dennes bopæl i relation til modstanderholdet med udtalelser som: ”Jeg håber ikke, at han (VAR-dommeren, red.) kommer fra København”, og ”Han fucking bor i byen, den fucking dommer” uden karantæne til følge.

– Vi finder det mærkværdigt, at Jonas’ udtalelser vurderes som at ”sætte spørgsmålstegn ved dommerens upartiskhed og dermed udgør en krænkelse af dommerens integritet”, når førnævnte sager er behandlet uden aktørerne er tildelt karantæne, lyder det fra FC Midtjylland.

Karantænen betyder, at Jonas Lössl ikke er spilleberettiget, når OB venter fredag på Nature Energy Park. Afgørelsen kan ikke appelleres.