I 2004 var Jonas Lössl den første spiller til at skrive under på en akademikontrakt. Nu har målmanden igen sat sin signatur på en aftale med FC Midtjylland.
Dermed vender den tidligere akademispiller hjem til Heden, som han forlod i sommeren 2014. Siden har udlandsopholdet budt på Premier League, Ligue 1 og Bundesligaen for Jonas Lössl.
Sportschef Svend Graversen har tidligere undervist Lössl i matematik og trænet ham på akademiet. I dag kan Graversen ikke skjule begejstringen for den nye signing.
– Vi er sindssygt glade for at få Jonas hjem. Han var jo den første akademispiller i sin tid, og han kender klubben ind og ud. Det er en fantastisk historie og et perfekt match, fortæller Svend Graversen, og uddyber:
– Nu kommer han hjem som en umådeligt dygtig målmand, som har bevist sig i de største ligaer og været med landsholdet adskillige gange. Samtidig bliver han også værdifuld overfor vores unge spillere med alt hans erfaring fra udlandet.
Jonas Lössl fik sin førsteholdsdebut for FCM i 2010, og i de følgende fire år var han førstemålmand. Her blev det til 137 kampe mellem stængerne, inden turen gik til Guingamp i Frankrig.
Moden målmand vil jagte succes
Hovedpersonen selv er også glad for sit skifte.
– Det er kæmpe stort at være tilbage i FC Midtjylland. Der så mange mennesker i klubben – både blandt spillere, trænere og ledere – som betyder ekstremt meget for mig, så det giver rigtigt god mening for mig at komme hjem, siger en smilende Jonas Lössl.
Den tidligere akademispiller kommer dog ikke hjem bare for at komme hjem. Der er nogle ambitioner, som skal indfries.
– Jeg kigger ind i et fantastisk projekt. Der er noget, jeg gerne vil opnå her, som jeg ikke har prøvet før, men som FCM har opnået siden. Det vil jeg gerne være med til, og jeg vil bidrage til, at vi kan tage det næste step. Det har også været den primære drivkraft for, at jeg er kommet hjem. Jeg bliver en del af en ambitiøs klub, pointerer Lössl.
Målmanden, som i dag fylder 32 år, slår fast, at alderen ikke trykker. Snarere tværtimod.
– Jeg er en meget mere moden målmand, som er blevet rig på erfaring. Det vil jeg rigtigt gerne give videre. Jeg har spillet med en masse dygtige spillere i nogle gode ligaer, men jeg føler også, at jeg har mine bedste målmandsår foran mig endnu. Jeg kommer for at levere i målet og jagte mesterskaber og europæisk succes, lyder det soleklart fra Jonas Lössl.
Jonas Lössl har skrevet under på en aftale med FC Midtjylland, som gælder indtil 30. juni 2025.
Velkommen tilbage, Jonas.