17-årige Julius Emefile er ny mand på det midtjyske U19-mandskab, hvor han står noteret for spilletid i samtlige kampe denne sæson med i alt tre scoringer.
FC Midtjylland henter Julius Emefile
Næste opgave for Emefile og holdkammeraterne er i morgen, når de ældste akademister skifter U19 Ligaen ud med UEFA Youth League.
En oplevelse som offensivspilleren ikke har prøvet før.
– Jeg glæder mig meget til at prøve at spille Youth League. Det er ikke noget, jeg har prøvet før, så det bliver sjovt også at kunne krydse den af på listen. Det bliver noget andet end at spille en ligakamp – også med tanke på at det afgøres over to kampe, siger Julius Emefile og fortsætter:
– Det bliver et anderledes setup, hvor alt udenom kampen lige tages et niveau op. Vi skal ud at rejse inden og efter kamp, og vores træninger er lidt anderledes. Det giver helt klart også noget ekstra, når man træder ind på banen.
I sin start i klubben har Julius Emefile også gjort sig gældende i Future Cup, hvor offensivtalentet markerede sig med en assist i den seneste kamp mod Horsens. Selv ser han med glæde tilbage på sin start i klubben.
– Jeg er kommet ind på et godt hold, og det er jeg rigtig glad for. Vi startede sæsonen lidt svingende med nogle resultater, som ikke lige gik vores vej. Men vi har hele tiden stået sammen, og nu er vi et godt sted.
– Det skal vi også tage med os videre. Jeg kan mærke på mine holdkammerater, at ambitionsniveauet er højt, og det er jeg vild med. Nu er vi med i flere turneringer, og der skal vi gøre alt, vi kan, for at vinde. Det er den indstilling, vi går ind til alle kampe med, siger Julius Emefile.
Det er i morgen, at U19-drengene spiller sæsonens første kamp i Youth League mod Progrés Niederkorn fra Luxembourg. Første fløjt på Stade Jos Haupert lyder kl. 19.00.