Forud for den kommende sæson er der en række ændringer i trænerstaben i FC Midtjylland. Henrik Jensen er ny assistenttræner for Bo Henriksen, mens Kenneth Andersen vender tilbage i rollen som cheftræner på U19-mandskabet.
Den position har 53-årige Kenneth Andersen tidligere besiddet i 2005-2007 og 2011-2018, hvor han er blevet Danmarks mest vindende U19-træner med fem mesterskaber på det højeste ungdomsniveau.
Kenneth Andersen var cheftræner for FC Midtjyllands førstehold i ti måneder i 2018-2019, hvor han blandt andet vandt klubbens første pokaltitel.
Kort tid senere valgte han at træde tilbage fra cheftrænerrollen på seniorplan, og siden har han været Head of Coaching.
– Jeg har været sindssygt glad for jobbet som Head of Coaching. Det har givet mig meget at komme tæt på alle trænere i systemet, og jeg synes, at vi som klub har været gennem en fantastisk udvikling, og det har været fedt at være med til at præge, fortæller Kenneth Andersen om sit seneste job.
På trods af den succesfulde rolle kaldte trænergerningen alligevel på den erfarne fodboldmand, som har været i FCM siden 2004.
– Jeg har kigget på meget træning og givet en masse feedback i forbindelse med det, og der har jeg inderst inde kunne mærke på mig selv, at jeg ikke var helt færdig med at være træner, uddyber Kenneth Andersen, som fortsætter:
– Man er involveret i mange ting som Head of Coaching, men man kommer ikke helt tæt på spillerne. Jeg har lidt savnet at være tæt på en gruppe spillere, som er i en vigtig fase i deres udvikling, og jeg glæder mig helt vildt til at være på træningsbanen igen.
Tilbage i en forbedret udgave
Siden Kenneth Andersen sidst løftede DM-pokalen i U19 Ligaen i 2018, har han fået en masse erfaring.
Først som cheftræner på førsteholdet og siden altså Head of Coaching i FC Midtjylland. Det er derfor en endnu stærkere træner, som vender tilbage i jobbet på U19-holdet.
– Jeg har helt sikkert taget en masse med fra Superliga-jobbet. Selvom jeg tidligere havde en god fornemmelse for, hvad der skulle til for at komme videre fra U19, er det klart, at det har givet mere erfaring at have stået med ansvaret selv på førsteholdet, lyder det fra Kenneth Andersen, som konkluderer:
– Jeg har udviklet mig både som træner og menneske, så det er forhåbentligt en bedre udgave af mig selv, som kommer tilbage som U19-træner.
Og det er vigtigt at have en stærk U19-cheftræner. Niveauet og ambitionerne er nemlig tårnhøje i FCM, og det kræver meget at tage skridtet fra ungdoms- til seniorfodbold.
– Vi skal være bedre hele vejen gennem systemet. Det er der ingen tvivl om. Det starter helt nede fra U13, og det synes jeg også, vi har været dygtige til. Der er rigtigt mange, som har været gennem Herning Elite, som spiller på vores U17 og U19 nu, men jeg skal selvfølgelig bidrage til, at vi kan være endnu bedre, pointerer Kenneth Andersen.
Det klassiske FCM-udtryk
Kenneth Andersen får god støtte i et i forvejen stærkt trænerteam. Hans nærmeste assistent bliver nemlig Morten ‘Duncan’ Rasmussen.
– Jeg er rigtigt glad for, at Duncan har sagt ja til at blive en del af trænerteamet. Han har noget værdifuldt erfaring som spiller, og det er rigtigt vigtigt for spillerne at have en tæt på, der har prøvet så meget. Jeg glæder mig til samarbejdet, når vi kommer tilbage fra ferien, siger Kenneth Andersen, som ikke er i tvivl om, hvordan sit mandskab skal spille.
– Fansene kan komme ud og se et rigtigt Midtjylland-hold med det klassiske FCM-udtryk. Vi skal være aggressive i presset, når vi ikke har bolden, og når vi har den, handler det om hele tiden at skabe chancer, så det bliver forhåbentligt seværdig fodbold.
Ny omgang Youth League venter
En af opgaverne for den nye U19-træner bliver ungdommens udgave af Champions League.
Som forsvarende danske mestre er FC Midtjylland nemlig kvalificeret til Youth League, der efter planen afvikles igen i den kommende sæson, efter den blev afblæst i foråret.
– Selvfølgelig glæder man sig til Youth League. Det er det højeste niveau i ungdomsfodbold, og det er bare noget andet end U19 Ligaen, så det er suveræn erfaring for spillerne inden det sidste skridt op til seniorfodbold, konstaterer Kenneth Andersen, som uddyber:
– Der venter forhåbentligt en masse knockout-kampe, hvor det er knald eller fald. Man spiller for et resultat på en anden måde end i ligaen, og hele forberedelsen til det er en læringsrig proces, ligesom det giver meget at rejse ud internationalt til kampe.
Det er intet mindre end femte gang, at FC Midtjylland er med i ungdomsudgaven af Champions League, som har eksisteret siden 2013. I de seneste to Youth League-turneringer er FCM nået helt frem til kvartfinalen, og det er det længste, et dansk hold har nået.
Kenneth Andersens første dag på træningsbanen er mandag den 19. juli, når akademiet tager hul på forberedelserne til den nye sæson.