Førsteholdet

Kevin Mbabu skifter til FC Midtjylland

Den schweiziske landsholdsback skifter til FC Midtjylland på en toårig aftale. Han kommer til det midtjyske fra Premier League-klubben, Fulham FC.

30/08/24
Christian Rothausen
Foto: Augustine Akena

29-årige Kevin Mbabu er landet i FC Midtjylland, hvor han skal tørne ud for de danske mestre på en toårig aftale.

Handlen glæder fodbolddirektør Peter Sand, der sætter ord på den nye højre back:

– Kevin er en topspiller med stor erfaring fra både klub- og landsholdsfodbold – senest i Bundesligaen, men også Premier League, Champions League, Europa League og en EM-slutrunde. Han er en dynamisk back, som besidder den power, teknik og fysik, vi søger.

– Derudover er han stærk en-mod-en, og han har et offensivt mindset med en skarp indlægsfod. Vi har stor tro på, at han kan hjælpe os med at indfri de store ambitioner, vi har, og vi ser frem til at få ham ind på holdet, siger Peter Sand.

Kevin Mbabus CV indeholder blandt andet 91 Bundesliga-kampe, ni kampe i Premier League, 11 optrædener i Champions League samt 24 kampe for det schweiziske landshold, heriblandt fem styks til EM-slutrunden i 2021.

Landsholdsbacken, som skifter fra Fulham FC, var i seneste sæson udlejet til FC Augsburg, hvor han – ifølge Opta Stats – leverede syvende flest succesfulde indlæg af alle spillere i den bedste tyske fodboldrække. Defensivt vandt han 77 procent af sine tacklinger, hvilket var blandt de bedste præsterende i hele ligaen.

Stor tro på projektet – vil vinde titler

Hovedpersonen selv er ikke i tvivl om, at FC Midtjylland er det rette næste skridt i karrieren efter at være blevet præsenteret for klubbens planer.

– Jeg er blevet præsenteret for, hvordan klubben fungerer, filosofien og ambitionerne. Jeg er en ambitiøs person, der vil opnå ting, og her ser jeg et match med FC Midtjylland, siger Kevin Mbabu og fortsætter:

– Som spiller kæmper jeg altid for mit hold. Jeg er en holdspiller, der bringer masser af energi og lederskab både på og udenfor banen. Jeg ved, at fansene kan lide, når der bliver bragt noget ’elektricitet’ ind på banen. Det håber jeg at kunne bidrage med kombineret med nogle assists til vores angribere – og forhåbentlig også nogle mål.

Den nye mand i sort og rød lægger ikke skjul på sine personlige ambitioner med opholdet i FCM.

– Forventningerne er at vinde titler. Klubben har store ambitioner, men jeg ved, at man endnu ikke har vundet ’The Double’. Det er noget, der er muligt, og som jeg ønsker at opnå. Men først og fremmest handler det om, at jeg præsterer på mit højeste niveau, siger Kevin Mbabu.

Der skal lyde et varmt velkommen til den nye højre back, som får trøjenummer 43.