Akademiet

Klart nederlag til U19

U19 havde en svært eftermiddag mod en velspillende modstander.

02/09/23
Karsten Vestergaard
Foto: Daniel Stentz

Det var sidste sæsons nr. 1 og 2 i U19 Ligaen, der lørdag tørnede sammen på EDC Arena, og begge hold var fra første fløjt ivrige efter at vise sig frem.

Allerede efter to minutters spil var Daniel Kristjansson tæt på at tage FCK-forsvaret på sengen, da han kom sprintende i fuld fart og var lige ved at snuppe bolden fra en forsvarer, der stod med ryggen til. Det endte med en hektisk clearing og et ordentligt skrald over anklen til Kristjansson, der heldigvis hurtigt var oppe igen.

Så var tonen ligesom sat og spillet forløb med høj intensitet, kampe hver eneste bold og masser af tempo. Det betød også at det polerede spil havde trange kår og begge hold måtte se deres opspil strande i kampe i fejlafleveringer og kampe om boldene.

Efter en halv time kom FCK meget tæt på at bringe sig foran, da de fik sat et godt kontraangreb i gang efter et FCM-angreb. Bolden blev hurtigt sendt op i den anden ende og så havde en FCK’er frit løb mod mål – Christian Rust kom dog godt ud og fik blokeret bolden ud til hjørnespark.

Kort efter var det Stanley Iheanachos tur til at slippe igennem på en omstilling, men presset af en forsvarssspiller kunne han kun afslutte i sidenettet.

Som halvlegen gik på hæld var det dog FCK, der fik bedst styr på spillet og to minutter før pausen gav det gevinst. Efter små fikse kombinationer på kanten af feltet blev bolden stukket til Hunor Németh, der udplacerede Rust i FCM-målet.

I anden halvleg var Daniel Kristjansson først til at vise sig frem med et vinklet spark fra feltets fjerne hjørne, men hans afslutning gik forbi. Kort efter tog FCK’s Thomas Jørgensen en dribletur langs FCM’s feltkant inden han lagde bolden indenom til en holdkammerat, der resolut afsluttede. Vinklen blev dog spids og Rust kunne parere forsøget ved forreste stolpe.

Hård afslutning

Overordnet hang gæsternes spil dog bedst sammen og der var også mest snert i deres angreb. Det demonstrerede de med tyve minutter af kampen hvor de kvikt flyttede bolden rundt ude i FCM’s venstre forsvarsside. Til sidst endte bolden hos ungarske Hunor Németh, der sparkede bolden ind højt i målet, uden chance for Rust.

FCM’erne forsøgte at mønstre en modoffensiv, men havde fortsat svært ved at skabe de åbne chancer mod et godt afstemt FCK-forsvar. I stedet blev det til 3-0, da FCK’erne med enkle midler kombinerede sig fri efter et indkast på FCM’s banehalvdel. Det så let ud – også for let – men Roberto Risnæs sparkede sikkert bolden ind.

Så var kampen afgjort og et par minutter efter burde gæsterne været kommet på 4-0, da en FCK’er kom frem til en helt fri afslutning inde i feltet. Denne gang kiksede afslutningen dog, men i slutminutterne lykkedes det alligevel sjællænderne at få det fjerde mål. Tristan Birch var søgt med frem og havde både tid og plads til at chippe bolden lige ind i panden på Amin Chiakha, der headede 4-0 målet ind.

Scoringen blev udgangsreplikken på en hård kamp for et ungt FCM U19-mandskab, der mødte et FCK-mandskab, der var stærkere på dagen:

– Vi får startet fint og går hårdt til FCK i presset, samtidig med at vi måske overrasker dem lidt ved at spille med tre mand i bagkæden, så starten lykkes vi egentlig fint med. Efter 25-30 minutter mister vi lidt pusten, og derfra får FCK vist, at de er rigtig gode på bolden, erkendte Allan K. Jepsen.

FCM-bænken skiftede over til 4-3-3 i halvlegen og derefter holdt de to hold længe hinanden stangen, men mod kampens slutning trak FCK’erne igen fra og endte med at vinde en overbevisende sejr.

– Kunne vi have opretholdt vores pres, så ville det også have givet sprækker hos FCK, men det koster os mange kræfter og vi har stadig noget at gå på, i forhold til at kunne spille med den intensitet i halvfems minutter – og samtidig skal vi selv være dygtigere på bolden, opsummerede Jepsen.

FCM U19 spiller igen om to uger – lørdag d. 16/9, hvor det gælder udebaneopgøret mod Lyngby. Se kampprogram og stillingen i U19 Ligaen her.

FC Midtjylland U19 – FC København U19 0-4 (0-1)

43′ 0-1 Hunor Németh
70′ 0-2 Hunor Németh
78′ 0-3 Roberto Risnæs
89′ 0-4 Amin Chiakha

FCM U19 (3-4-3): Christian Rust – Simon Kristiansen, Gustav Bjerge (76′ Christian Jørgensen), Adam Nygaard Andersen – Daniel Freyr Kristjansson (87′ Mathis Konradsen), Jonatan Lindekilde (76′ Nicolaj Tornvig Hansen), Edvard Sundbø Pettersen (46′ Akwasi Owusu), Sander Evjen-Brostrøm (46′ Alamara Djabi) – Mikel Gogorza, Stanley Iheanacho, Julius Voldby.