Førsteholdet

Klikker offensiven endnu en gang?

Syv ligakampe i træk har FC Midtjylland scoret mindst to mål. Søndag gæster FC Nordsjælland det midtjyske, hvor man igen håber og tror på, at det offensive spil klikker.

10/11/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Syv kampe, 16 mål, otte forskellige målscorere. I Hvidovre faldt tre af scoringerne fra angriberne Cho Gue-sung, Franculino og Ola Brynhildsen, mens spillere som Oliver Sørensen og Darío Osorio også har bidraget flittigt til FC Midtjyllands øjeblikkelige målhøst.

Tallene indikerer, at det i den seneste periode har klikket for den midtjyske offensiv, der syv gange i streg er gået fra banen i 3F Superliga med minimum to scoringer til holdet.

Baseret på de seneste fem runder er man da også det mest scorende hold i landets bedste fodboldrække med 12 mål. FCK er næstbedst med 11 og Brøndby derefter med ni.

– I den seneste periode har vi vist ting, der hænger godt sammen. Det gælder både vores forsvar og offensiv. Vi har scoret mange mål, og der er skabt nogle relationer og en farlighed i offensiven, sagde Thomas Thomasberg blandt andet efter sejren sidste weekend og blev suppleret af André Rømer:

– Vi havde chancer og optræk til endnu mere. (…) Vores relationer bliver bedre og bedre for hver uge, der går, og i dag tog vi endnu et skridt på vejen.

Relationerne blomstrer

Det bliver ikke en nem sag søndag. Gæsterne fra Farum har holdt clean sheet mod FCM i de seneste to kampe, hvorfor offensiven for alvor skal vise, hvad den er lavet af.

Formår man at nedbryde modstanderens forsvarskæde og score to gange, vil det være blot anden gang i klubbens historie – og første gang siden marts 2011 – at FCM præsterer en sådan måltotal i otte ligakampe i streg.

De mange mål er også et fokuspunkt for cheftræner Thomas Thomasberg i optakten til søndagens dyst på MCH Arena:

– Vi har generelt scoret rigtig mange mål på det seneste, og det skal vi se, om vi kan føre videre på søndag. Vi vil have publikum med på vores hjemmebane og tage initiativet fra start. Vi ønsker at tage selvtilliden med, så vi kan revanchere det seneste nederlag til Nordsjælland.

– Efter en hård periode med svingende resultater og et exit i Europa har vi fået opbygget relationer, som har gavnet os. Samtidig har vi kunne se, at vores spillere individuelt er kommet op på et niveau, der gør, at de afgør fodboldkampe, og det giver selvfølgelig også resultater, siger Thomas Thomasberg.

Da man søndag havde besejret Hvidovre med 4-1, kørte FCM-bussen direkte tilbage til Jylland, hvor der ventede en team building-tur indtil tirsdag. Det skete som endnu et led i at styrke relationerne i spillertruppen og den dertilhørende stab.

– Det er en forholdsvis ny gruppe, der rigtig gerne vil hinanden. De er positive og vil klubben, så jeg ser fortsat, at vi kan hente nogle procenter her, så vi bliver endnu stærkere både på og udenfor banen, pointerer Thomasberg.

Fortsat ledige billetter

Lørdag venter den sidste træning og finpudsning, før dommer Jens Maae dagen efter fløjter opgøret mellem FCM og FCN i gang kl. 16.00 på MCH Arena.

Ønsker du at støtte holdet fra tribunen i jagten på masser af mål, tre point og en udbygning af den fine stime, kan du fortsat nå at skaffe adgang. Læs mere nedenfor.

Billetinfo: FCM v FCN