Der er en række nye unge spillere i førsteholdstruppen, som er kommet op fra U19 eller vendt retur fra udleje. I forbindelse med sæsonstarten kan du lære dem bedre at kende gennem en portrætserie på vores hjemmeside.
Det har altid ligget i kortene, at Frederik Heiselberg skulle være fodboldspiller. Det har i hvert fald været ambitionen og det altoverskyggende mål, siden han som 4-årig knægt begyndte med at spille fodbold i hjembyen Lyne. Årsagen til, at ambitionerne allerede var store fra en tidlig alder, skal findes i Heiselbergs tætteste familie.
– Det har været helt fra starten, da jeg begyndte at spille fodbold, at jeg havde tanken om, at jeg bare skulle satse på fodbolden, for jeg tænkte, at jeg vil være bedre end min far. Det var det mål, der var drivkraften bag mine ambitioner, da jeg var helt lille, husker Frederik Heiselberg.
Frederiks far, Kim Heiselberg, fik i løbet af sin fodboldkarriere kampe for Esbjerg, hvorefter turen gik til de britiske øer hos Sunderland og Swindon, ligesom det også blev til kampe for det danske U21-landshold, og det er sønnikes ambition at overgå farens bedrifter.
Efter ungdomsår i samarbejdsklubberne Strellev Lyne GU og Tarm IF blev Frederik opdaget af FC Midtjylland, og derfra har vejen til førsteholdet bestået af to år på ISI, ét år på akademigangen, og det seneste år har han boet på FC Midtjyllands college i Ikast og spillet på FCM’s U19.
Teenageårene på diverse ungdomshold i FCM har givet værdifulde erfaringer til den 18-årige Heiselberg:
– Jeg har lært rigtig meget ved at være på akademiet. Det første stykke tid følte jeg egentlig ikke, at jeg passede så godt ind, men jeg formåede dog at vende en lidt skidt periode til noget positivt, og det har virkelig lært mig vigtigheden af tålmodighed og det at have tro på mine egne evner som fodboldspiller.
Fodboldevnerne hos den midtjyske angriber er i den grad også værd at stole på. Det vidner 17 målinvolveringer i 20 kampe i hans første sæson i U19 Ligaen om – på trods af en slem skade, der holdt ham ude det meste af forårssæsonen.
En hovedstødsstærk angriber med mål i støvlerne
Når man med kun 18 år på bagen rykkes op i førsteholdstruppen i FC Midtjylland, så kan der ikke herske tvivl om, at man kan noget særligt på en fodboldbane.
Hvis man spørger Frederik selv, så er han da også ganske bevidst om, hvilke specifikke kvaliteter han besidder, som har banet vejen til Bo Henriksens trup.
– Selvom jeg aldrig har været den hurtigste på en fodboldbane, så har jeg altid formået at lave mange mål. Jeg synes selv, at min timing i boksen er god, hvilket gør, at jeg ofte befinder mig på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, siger Heiselberg og fortsætter med et kækt smil på læben:
– Og så vil jeg jo nok mene, at mine evner i hovedspillet er det bedste på ungdomsniveau i Danmark.
Den 191 centimeter høje angribers evner i boksen kommer sig blandt andet af, at han altid har været inspireret af den svenske stjerne Zlatan Ibrahimovic.
Om Heiselbergs eget potentiale rummer muligheden for samme CV som idolet, tænker han ikke så meget over, men han er bevidst om, hvilke områder af sit spil, der skal forbedres for at tage det næste skridt i sin udvikling.
– Jeg skal have lagt mere på fysisk, så jeg får mere at stå imod med. Derudover kan jeg altid blive bedre teknisk, så jeg i endnu højere grad kan deltage i spillet. Og ellers skal jeg bare blive ved med at forbedre og finpudse mine spidskompetencer, så jeg forhåbentligt også kan komme til at udnytte dem på seniorniveau, fortæller Heiselberg.
Førsteholdet er første mål af mange
Heiselberg har nu haft de første uger på førsteholdet, selvom han allerede tyvstartede lidt i vinteropstarten, hvor han også trænede med truppen. Det er et positivt indtryk, som han sidder tilbage med efter den foreløbige tid i Superliga-truppen.
– Det er bare super fedt at være en del af den her trup. Jeg ved og kan mærke, hvor lærerigt det er at træne sammen med så dygtige spillere. Det er lidt noget andet pludselig at skulle stå over for Erik (Sviatchenko, red.), men at træne overfor en som ham giver mig også en indikation af, hvor højt mit niveau egentlig er, konstaterer Heiselberg og fortæller videre om oplevelsen med at komme ind i truppen:
– Det har været ganske let og naturligt at glide ind i truppen, synes jeg. Hele truppen har været gode til at tage imod mig, og selvom det hele er lidt større og lidt mere struktureret omkring førsteholdet, så fungerer tingene meget ligesom på U19, hvilket også har gjort overgangen lettere.
Selvom Heiselberg blot er 18 år og lige rykket op i førsteholdstruppen, så har han allerede de næste målsætninger klar.
– Ambitionerne er så store som de kan blive. At komme på førsteholdet nu er et rigtig godt skridt for mig. Det har hele tiden været mit mål, så på den måde har det heller ikke overrasket mig selv, at jeg er nået hertil, siger han selvsikkert og fortæller videre om de fremtidige mål:
– Nu skal jeg bare gøre alt, hvad jeg kan for at vise mig godt frem her i et miljø, hvor jeg virkelig kan udvikle mig som fodboldspiller. Den helt store drøm er naturligvis engang at komme på landsholdet, og så vil jeg gerne til England og spille, ligesom min far var det.
Man skal dog ikke tage fejl af den ydmyghed, som også ligger bag de store ambitioner. Den unge angriber er klar over, at spilletiden nok bliver begrænset i den kommende sæson, men han er opsat på at tage arbejdshandskerne på og gøre, hvad han kan for at være klar, hvis chancen byder sig.
– I første omgang handler det for mig om at imponere så meget som muligt til træningerne, så jeg kan spille mig tæt ind på holdet. Så er det op til andre at vurdere, hvornår jeg er klar, men jeg vil i hvert fald jagte alle de indhop og muligheder, jeg kan få i løbet af sæsonen, afslutter han.