Førsteholdet

Kristian Bach Bak om OB-kampen og udsigt til derby

Assistenttræneren giver sin vurdering af 2-2-opgøret i Odense, fortæller hvad ugen skal bruges på, og hvor meget han glæder sig til fredagens derby mod Viborg.

28/02/22
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

Søndag aften spillede FC Midtjylland 2-2 med OB på udebane. FCM førte 1-0, men kom senere bagud 2-1, inden Vagner Love udlignede i overtiden.

Det efterlod blandede følelser i trænerteamet, som så nogle positive elementer i Odense, men samtidig er der stadig plads til forbedring på flere parametre.

– Det er en blandet følelse. Jeg synes egentligt, at vi gjorde flere ting godt og viste noget, som vi havde savnet i de andre kampe. Blandt andet i forhold til vores organisation. Men OB scorede også et mål på en fejl i vores organisation, så det viser igen, at vi altså skal være skarpe i alle 90 minutter, hvis vi skal vinde, siger Kristian Bach Bak.

– Mod AaB så vi ret åbne ud, og på det plan var vi bedre mod OB. Der var flere gode minutter end dårlige, men de små fejl blev udnyttet af dem til scoringer. Modstanderne skal ikke have ret meget lige nu, før de scorer på os, og det er vi blevet lidt ramt af. Men præstationerne har heller ikke været gode nok fra vores side, tilføjer han.

– I anden halvleg gjorde vi nøjagtigt, hvad vi havde talt om i pausen, og fik skabt en del chancer. Så fik OB scoret to mål på kort tid, og det vendte jo det hele på hovedet og gav en svær mental opgave.

– Jeg er glad for, at Vagner kom ind og fik udlignet til sidst. Det kan give os et mentalt boost, som vi kan tage med os videre, lyder det fra Kristian Bach Bak.

Vagner Love efter sin første scoring for FCM

Ser frem til derby

Fredag aften venter det første midtjyske derby i Herning i mere end fem år, når Viborg gæster MCH Arena. Nu skal ugen bruges på at bygge godt op til den kamp.

– Vi har fået talt om en masse ting efter AaB- og PAOK-kampene, og jeg synes, der var fremgang mod OB. Men det er klart, at vi stadig har en masse at arbejde med, og det kommer vi til at gøre med 100 procent fokus i den her uge, siger Kristian Bach Bak.

Det er 33. gang i historien, at FC Midtjylland og Viborg tørner sammen, men nu er det første gang siden 2017, at derbyet spilles på MCH Arena.

– Fredagskampen mod Viborg kan slet ikke sammenlignes med noget andet. Det er en kamp, fansene har ventet på i fem år, og man kan kun glæde sig til sådan et lokalderby, hvor der bliver gang i den på lægterne, fortæller Bach Bak og fortsætter:

– Vi skal sørge for at sætte et hold på banen, som vil dø med trøjen på. Vi skal have sat vores brasilianere fuldstændigt ind i, hvad det her derby betyder for os. De ved godt, hvad et derby er hjemme fra Brasilien, så jeg er sikker på, at alle spillerne er helt klar til den kamp.

– Der har manglet noget i de år, hvor Viborg ikke har været i ligaen, og det giver en ekstra dimension til en kamp, at det er et lokalderby. På den anden side er det en kamp som alle andre, som vi skal forberede os til på samme måde som normalt. Viborg har gjort det godt, og vi har respekt for dem som modstander, men der er ingen tvivl om, at det kun er en sejr, som tæller mod dem, afslutter Kristian Bach Bak.

Derbyet mod Viborg spilles fredag aften kl. 18.00 på MCH Arena.

Se program og køb billet