Jan Kuctha vender retur til tjekkisk fodbold på en lejeaftale. Den 28-årige angriber står noteret for 16 kampe, to scoringer og to assists i sin første halvsæson i dansk fodbold.
Det fulde potentiale er uforløst, og FC Midtjylland, Jan Kuchta og tjekkens tidligere klub, Sparta Prag, er nu nået frem til en god løsning, der byder på en lejeaftale for resten af sæsonen.
– Kuchta er en stærk profil, hvilket hans karriere vidner om; han har altid scoret mål og leveret assists i Tjekkiet. Derfor var vi meget tilfredse med, at vi hentede ham i sommer, men må samtidig også sande, at vi i fællesskab ikke har indfriet forventningerne.
– Vi har landet en fornuftig aftale med Sparta Prag, hvor Jan får muligheden for at komme tilbage indtil sommer, hvorefter vi vil evaluere tingene. Vi ønsker ham held og lykke i resten af sæsonen og glæder os til at følge ham, siger fodbolddirektør Peter Sand.
– Gjort mit bedste for at bidrage til holdet
Den tjekkiske landsholdsangriber sætter selv ord på situationen og lejemålet i Prag.
– Jeg har været glad for min tid i FC Midtjylland, hvor jeg er blevet taget godt imod af både klubben og fansene. Jeg har arbejdet hårdt og gjort mit bedste for at bidrage til holdet, men vi har i fællesskab vurderet, at det bedste for både klubben og mig er, at jeg får muligheden for regelmæssig spilletid i Sparta Prag. Jeg kender rammerne der og ser frem til at bidrage i resten af sæsonen, hvor jeg samtidig vil følge FC Midtjylland tæt, fortæller Jan Kuchta.
Sparta Prag er i fuld gang med forberedelserne til forårssæsonen, som tjekkerne skyder i gang den 22. januar på hjemmebane mod Inter i UEFA Champions League.