FC Midtjyllands kvindehold er kommet godt fra start i 1. division, hvor man indtager førstepladsen efter seks spillerunder.
Årsagen har blandt andet været en solid hjemmebane i Vildbjerg. Her har holdet gjort rent bord i ligaregi, og det er kun blevet til et enkelt nederlag, da førerholdet fra Gjensidige Kvindeligaen, Fortuna Hjørring, var på besøg i Pokalturneringen og vandt med 1-0.
Men når ASA Aarhus kommer på besøg lørdag den 5. oktober, bliver Vildbjerg udskiftet med Herning. Her venter en milepæl i FCM Kvindefodbolds historie, når kvinderne betræder græsset på MCH Arena.
– Der er ingen tvivl om, at det bliver en stor dag for spillerne, setuppet på kvindesiden og hele klubben. Det er en større ramme, end hvad vi er vant til, og det er noget, vi har både drømt om og håbet, så det er en dag, vi ser frem til, fortæller kommerciel koordinator for FCM Kvindefodbold, Stine Thulstrup.
Et klart signal
Dermed skrives endnu et kapitel i historien om FCM Kvindefodbold, som den 1. juli i år så dagens lys.
– FCM Kvindefodbold er ikke bare et ændret navn og en ny farve på spillertrøjen, hvilket det her også er et glimrende eksempel på. Det er en håndsrækning, der viser, at kvindesiden betyder meget i FC Midtjylland, og det sætter kun yderligere fart på vores ambitioner. At give muligheden for at spille på MCH Arena er et stort skridt i den rigtige retning, siger Stine Thulstrup og uddyber:
– Vi skal være hele regionens hold
– Vi skal gå forrest i regionen og sætte et stærkt og positivt fokus på sporten, og på den måde sørge for, at vi udvikler kvinde- og pigefodbolden på dens egne præmisser ét skridt ad gangen. Vi vil meget gerne anerkende alt det hårde arbejde, der er en del af dagligdagen i FCM Kvindefodbold, og det bliver forhåbentlig en fantastisk oplevelse for spillerne og alle i og omkring klubben.
Fokus på at skabe en god oplevelse
Når ASA Aarhus kommer på besøg, vil der forud for kickoff kl. 13.30 være åbent i fanzonen fra kl. 11.30. Ligeledes vil det være muligt at besøge FCM Shop.
– Vi sætter alle kræfter i værk for at skabe en god kampoplevelse. Vi har oplevet en fantastisk opbakning siden begyndelsen, og nu har vi muligheden for at give noget tilbage.
– Vi laver forskellige initiativer i fanzonen, som er tilsigtet fans i alle aldre, og der vil også være åbent som normalt, så det er muligt at købe mad og drikke. Alle er velkomne, og vi håber på, at den allerede fantastiske opbakning, vi har fået, kan tages til nye højder i nogle ekstraordinære rammer, fortæller Stine Thulstrup afslutningsvis.
Gratis adgang for sæsonkort og BilletFlex
Til kampen er der gratis adgang for sæsonkortholdere og BilletFlex’ere, som modtager yderligere info op til kampen. Har man ikke sæsonkort eller BilletFlex, koster en billet 50 kr. for voksne og 25 kr. for børn under 15 år. Billetsalget starter nu på mandag den 23. september.