Den første landsholdspause i 2023 er netop overstået, og hele 19 FC Midtjylland-spillere har været afsted for at repræsentere deres respektive nation.
På seniorplan startede Kristoffer Olsson inde for Sverige i EM-kvalifikationskampen mod Belgien. Her kom svenskerne til kort, da Inters Romelu Lukaku scorede hattrick og sikrede belgierne en 3-0-sejr.
Anderledes godt gik det for Zambia, der vandt begge Africa Cup of Nations-kvalifikationskampe mod Lesotho. Edward Chilufya blev skiftet ind i anden halvleg i opgør nummer to, hvor FCM’erens landshold trak sig sejrrigt ud med 2-0.
Emam Ashour og Egypten har også været i aktion i AFCON-kvalifikationen. Mod Malawi spillede den 25-årige midtbanespiller den sidste tredjedel af kampen i en 2-0-sejr, mens det i næste opgør – ligeledes mod Malawi – også blev til indhop og en 4-0-triumf.
Masser af succes på ungdomslandsholdene
På ungdomslandsholdene har FCM været stærkt repræsenteret – med flere gode præstationer til følge.
Det tyrkiske U21-landshold slog Kosovo med 4-2 i en træningskamp. Her spillede Aral Simsir den sidste halve time og genererede dermed sin femte kamp for Tyrkiets ældste ungdomshold.
Andetsteds på samme årgang fik Victor Lind officiel U21-debut, da han kom ind fra bænken i 3-2-nederlaget til Ukraine. Efterfølgende startede han inde og leverede en flot assist på Odense Stadion, da danskerne trak sig sejrrigt ud af en træningskamp mod Schweiz med 3-2.
Oliver Sørensen måtte desværre rejse hjem før tid på grund af en skade, og han kom derfor ikke i aktion for U21-landsholdet i denne omgang.
På Sveriges U21-mandskab bar Armin Gigovic anførerbindet og spillede fuldtid i en 0-0-test mod Colombia, mens det forinden blev til 22 minutter i 3-2-sejren over Skotland.
Det danske U19-landshold har haft en begivenhedsrig uge i jagten på kvalifikation til EM-slutrunden i juli. Her blev det til masser af spilletid til anfører Pontus Texel, Valdemar Byskov, Mikkel Fischer, Gustav Christensen og udlejede August Priske. De danske drenge skaffede syv point i tre opgør mod henholdsvis Spanien, Ukraine og Luxembourg, og kun en dårligere målscorer medvirkede til glippet EM-deltagelse.
Også U17-landsholdet kæmpede for EM-deltagelse. Her blev det til fire point i tre kampe for Jonathan Lindekilde, Christian Jørgensen og Lasse Overgaard, hvilket heller ikke rakte til kvalifikation.
På U18-niveau har Mads Nybo og Gustav Fraulo været afsted. Det resulterede i tre sejre på tre forsøg – og tilmed en scoring fra Mads Nybo i sidste opgør mod Sveriges ditto. Den flotte præstation betød, at de danske talenter tog 1. pladsen i træningsturneringen i Spanien.
Udtagelser på førsteholdet
Kristoffer Olsson, Sverige
Elias Olafsson, Island
Edward Chilufya, Zambia
Emam Ashour, Egypten
Aral Simsir, Tyrkiet U21
Oliver Sørensen, Danmark U21
Pontus Texel, Danmark U19
Valdemar Byskov, Danmark U19
Mikkel Fischer, Danmark U19
Gustav Fraulo, Danmark U18
Udtagelser på akademiet
Daniel Kristjánsson, Island U19
Gustav Ørsøe Christensen, Danmark U19
Mads Nybo, Danmark U18
Jonatan Lindekilde, Danmark U17
Christian Jørgensen, Danmark U17
Lasse Overgaard, Danmark U17
Edvard Sundbø Pettersen, Norge U17
Udtagelser på udleje
Victor Lind, Danmark U21
August Priske, Danmark U19