Akademiet

Lokal midtbanespiller skriver første kontrakt

15-årige Noah Grud Kjer, som har en fortid i henholdsvis Tjørring IF og Brande IF, skriver under på sin første akademikontrakt.

10/01/24
Christian Rothausen
Foto: FC Midtjylland

Den talentfulde midtbanespiller, Noah Grud Kjer, kan sætte flueben ud for en vigtig milepæl i karrieren; den første kontrakt med FC Midtjylland. Tidligere i januar satte han krusedulle på en aftale med akademiet, og det glæder den unge fodboldspiller med en fortid i samarbejdsklubberne Tjørring IF og Brande IF.

Dags dato går han i 8. klasse på Guldminen, og næste sommer starter han på ISI Idrætsefterskole. Der venter altså en spændende fremtid for det unge talent.

Hvad betyder det for dig at skrive under på den her kontrakt?

– Det betyder meget. Det er en ting, jeg har arbejdet meget hårdt for, så jeg er utroligt glad for at kunne skrive kontrakt med FCM, som hele tiden har været mit mål, udtaler Noah Kjer.

Hvad ønsker du at forbedre i dit spil i løbet af de næste år?

– Der er flere ting, jeg ønsker at forbedre. Det gælder blandt andet mit fremadrettede spil, mine tekniske færdigheder, ligesom jeg gerne vil udvikle min evne til at spille i et endnu højere tempo samt gå hårdere ind i mine dueller.

Har du nogle drømme/ambitioner længere ude i fremtiden?

– Min ambition er at komme til at spille på førsteholdet en dag, og hvis vi ser længere ud i fremtiden, drømmer jeg om at spille på landsholdet. Men for nu gælder det først og fremmest om at blive en bærende spiller på de kommende akademihold.

Hvilken professionel fodboldspiller lader du dig inspirere af – og hvorfor?

– Jeg kan godt lide at se Kevin de Bruyne spille, fordi han er en klog og teknisk stærk spiller, som også løber mange meter i løbet af de 90 minutter. Han er en spiller, som betyder meget for sit hold, fordi han udfylder så mange roller på banen. Det er noget, jeg godt kan lide, siger Noah Kjer.

Akademichef Flemming Broe siger følgende om Noah Kjer:

– Noah er en dygtig central midtbanespiller, som vi er glade for har valgt at skrive under på sin første akademikontrakt. Han er teknisk stærk med begge ben og taktisk klog.

– Samtidig besidder han en evne til at dirigere sine medspillere på banen, ligesom han også er god til at tage initiativ på såvel som udenfor banen. Vi ser et lederpotentiale i ham, siger Flemming Broe.