Klubben

Lössl er klar til EM på hjemmebane

Målmanden ser frem til at være en del af den danske trup til det kommende Europamesterskab, som Lössl kalder 'den største sportsbegivenhed' i sin karriere.

27/05/21
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

I mandags udtog landstræner Kasper Hjulmand Danmarks trup til det forestående EM, som begynder den 11. juni med Danmark som et af værtslandene.

Blandt de 26 navne er der en FC Midtjylland-spiller i form af målmand Jonas Lössl. Udtagelsen vækker stor glæde for den 32-årige keeper, der netop har rundet 150 kampe for FCM.

– Det er en kæmpe milepæl for mig og noget, jeg har drømt om at være med til. Det er den største sportsbegivenhed i min karriere, så det glæder jeg mig utroligt meget til. At repræsentere det danske landshold er en drengedrøm for mange – også for mig – så det bliver ikke meget større end et EM på hjemmebane, lyder det fra Jonas Lössl.

Jonas Lössl udgør målmandstrioen i den danske trup sammen med Kasper Schmeichel og Frederik Rønnow, og han sætter ord på, hvad hans rolle er til turneringen.

– Selvom jeg godt ved, at det nok ikke bliver til så mange minutter, sørger jeg for at holde mig 100 procent klar. Men vi er først og fremmest et målmandsteam, der skal fungere, så Kasper er skarpest mulig. Det skal jeg selvfølgelig bidrage til, fortæller Lössl, der også var med for Danmark til den seneste slutrunde ved VM i 2018.

– Vi kommer ikke til at lave et resultat til EM spiller for spiller. Vi kommer til at lave et resultat som hold, og det hold skal fungere både på og udenfor banen. Der har vi alle en opgave, og der kan jeg bruge min erfaring fra både klub- og landshold, påpeger keeperen, som i 2004 blev FCM’s første akademispiller.

Danmarks trup tæller også to andre tidligere akademispillere. Det er landsholdsanfører Simon Kjær fra AC Milan og Joachim Andersen, som i den forgangne sæson har været lejet ud fra Lyon til Fulham med stor succes.

Danmark spiller alle tre gruppekampe på hjemmebane i Parken. Den første er lørdag den 12. juni mod Finland, der har den tidligere FCM-spiller Tim Sparv med i deres trup.

Torsdag den 17. juni møder danskerne Belgien, inden gruppespillet afsluttes mandag den 21. juni mod Rusland.

Overblik: 17 FCM’ere trækker i landsholdstrøjen

Også Jens-Lys Cajuste skal med til EM. Han er udtaget til Sveriges trup, og de er i pulje med Spanien, Slovakiet og Polen.