Jonas Lössl, Club Captain i FC Midtjylland og med 238 førsteholdskampe i det midtjyske på CV’et, ved om nogen, hvad det drejer sig om, når Det Midtjyske Derby søndag står for døren.
– Der er ikke nogen tvivl om, at vi godt ved, hvad det betyder for fansene. Efter Randers begyndte de allerede at synge om Viborg-kampen, og det er til trods for, at der lå en vigtig opgave i Europa League derimellem. Der er ikke nogen tvivl om, hvilken kamp der har været den vigtigste for dem i den her uge, fortæller den rutinerede keeper og fortsætter:
– Det er altafgørende, at vi cementerer vores position og får vist, at vi er langt foran dem. Det her er sæsonens vigtigste kamp at vinde, og det til trods for, at det er nogle andre klubber, som er vores direkte konkurrenter i toppen af tabellen.
Selvom truppen tæller mange nationaliteter, og at der over sommeren er kommet flere nye ansigter ind, er der ikke nogen tvivl om opgørets betydning.
– De ved godt, hvad et derby er, men det er ikke sikkert, de nye spillere er helt bevidste om, hvad lige netop vores derby indeholder. Jeg kommer helt sikkert til at prikke lidt til nogle af dem her i dagene op til for at fortælle dem, hvor vigtigt det her opgør er, fortæller Jonas Lössl.
Den 35-årige keeper har stået på mål i ti gange mod viborgenserne med seks sejre, tre uafgjorte og blot et nederlag til følge. Han var blandt andet en del af playoff-kampen om Europa-deltagelse i sommeren 2023, hvor sejren var højdepunktet til trods for, at en anden episode på banen trak de største overskrifter.
– Det er en kamp, jeg husker tilbage på med stor glæde. Det var en sæson, hvor vi ikke levede op til vores vanlige niveau, som vi fik reddet lidt den dag, og det var bare fedt, at det lige var mod netop Viborg. Der var selvfølgelig en kedelig episode undervejs, men det var én mand, der gjorde det (kastede et kanonslag på banen nær Lössl, red.), pointerer keeperen.
– Jeg er vild med rivaliseringen. Jeg er vild med den tænding, der er mellem klubberne og spillerne. Viborg er en klub, jeg bare rigtig gerne vil vinde over. Det betyder utroligt meget.
– Jeg forventer, at vi jagter målet gennem hele kampen, og at vi fortsætter uanset, hvor mange vi scorer. Vi skal vinde, og det må gerne være stort, afslutter Jonas Lössl.